Protest i Aarhus: Dyrevenner langer ud efter Rema 1000

Dyrevelfærdsorganisationer går sammen i protest mod Rema 1000. De vil have kæden til at udfase salget af de såkaldte turbokyllinger.

Gik man i Rema 1000 på Frederiksgade i Aarhus mandag, så ventede der et noget anderledes syn ude foran butikken.

En hel flok dyrevelfærdsaktivister fra Dyrenes Alliance Aarhus havde nemlig stillet sig hele vejen langs butikkens ydermur med banner og skilte.

Protesten foran Rema 1000 i Aarhus er arrangeret i et samarbejde mellem netop Dyrenes Alliance Aarhus og Anima, og den har fokus på kædens brug af turbokyllinger.

- Det er målet at alle kæder udfaser turbokyllinger helt ligesom det er tilfældet med buræg, siger Kommunikationschef hos Anima, Thorbjørn Schiønning til TV2 ØSTJYLLAND.

Turbokyllinger er et moderne kælenavn for hurtigvoksende industrikyllinger, der er genetisk avlet gennem mange år, så de kan vokse fra 50 gram til 2000 gram på bare 5 uger.

Og det har ifølge Anima store konsekvenser for kyllingernes levevilkår, at de vokser så hurtigt. Det resulterer i både gangbesvær, lammelser og vejrtrækningsproblemer for kyllingerne.

Rema 1000 har rykket sig mindst

Alle supermarkedskæder i Danmark bruger turbokyllinger i et eller andet omfang. Det kan derfor virke mærkeligt, at det lige er Rema 1000, der skal protesteres imod, men det er der ifølge Thorbjørn Schiønning en god grund til.

- Helt kort, så har vi tre helt store spillere i Danmark – Coop, Salling og Rema 1000. Og Rema 1000 er den kæde, der har rykket sig mindst. Derfor har vi sat fokus på dem, siger Thorbjørn Schiønning.

Turbokyllinger har ifølge Anima i gennemsnit et areal på størrelse med et A4-ark at leve på. Det er endnu mindre end burhøns.
Turbokyllinger har ifølge Anima i gennemsnit et areal på størrelse med et A4-ark at leve på. Det er endnu mindre end burhøns. Foto: Dyrenes Alliance Aarhus

Anima og Dyrenes Alliance Aarhus har i flere år kæmpet for bedre forhold for industrikyllinger i Danmark. Alligevel er denne aktion noget helt særligt for lokalkoordinator i foreningen Dyrenes Alliance i Aarhus, Ida Matthiesen.

- Kampagnen mod Rema 1000 er vores vigtigste indtil nu, og det er fantastisk at se, hvor mange der bakker op om kyllingerne her i Aarhus. Turbokyllinger har det helt forfærdeligt, og hvis kunderne støtter op om vores budskab, kan vi sammen gøre livet bedre for ti millioner industrikyllinger, siger hun.

Den årelange kamp fra diverse dyrevelfærdsorganisationer har senest resulteret i, at supermarkedskæderne Lidl og Aldi, meddelte tidligere på året, at de helt vil udfase salget af turbokyllinger i deres butikker.

Folk er klar til at tage ansvar

Når man som i Aarhus stiller sig foran butikken med bannere og skilte, så er det selvfølgelig stadig for at tale til virksomhedens ledelse, men ifølge Thorbjørn Schiønning er det ikke hovedfokus.

- Det er primært for at vise, at hvis firmaerne ikke vil tage ansvaret, så må vi informere forbrugerne. Så er det forbrugerne, der skal gøre op med sig selv, om de vil støtte op om det, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Det giver sig selv, at hvis der ikke er efterspørgsel efter turbokyllinger, så kan kæderne heller ikke sælge dem. Men det kan aldrig kun blive forbrugernes ansvar mener Anima.

- Kunderne har ikke mulighed for at sætte sig ind i 20.000 varenumre, så det kan aldrig kun blive forbrugernes ansvar, siger Thorbjørn Schiønning.

En turbokylling er qua sin hurtige produktionstid billigere i indkøb end andre kyllinger, der lever under bedre forhold, men samtidig tager et par uger længere om at vokse sig store nok.

Efter Animas estimater, så vil en normal pakke kylling blive omkring 5 kroner dyrere i indkøb. Og det er en prisstigning, de oplever, at folk er villige til at acceptere for bedre dyrevelfærd.

- Vi lever i et land, hvor vi taler meget om dyrevelfærd. De fleste mener, at dyr skal have det godt, fordi det giver bedre samvittighed, når man som forbruger skal spise det, siger Thorbjørn Schiønning.

Rema 1000 vil endnu mere velfærd

Rema 1000 kan ikke genkende den kritik, de møder fra dyrevelfærdsorganisationerne. Anima påstår, at Rema 1000 er har rykket sig mindst. Rema 1000 mener, at de rykker sig bedst.

I et direkte svar på tiltale skriver kommunikationschef hos Rema 1000, Jonas Schrøder, at de allerede er i gang med at udfase turbokyllingerne, men at det skal ske i et tempo, hvor kunder og producenter kan følge med.

Faktisk mener han, at de i Rema 1000 går forrest i kampen for dyrevelfærd, da over en tredjedel af deres kyllinger i dag økologisk eller har højeste dyrevelfærdsmærke med 3 hjerter.

- Anima roser til gengæld dem, der skifter til kylling med kun 1 dyrevelfærdshjerte - en kylling, der kun lever ca. 10 dage længere end turbokyllingen og aldrig ser himlen. Er det virkelig niveauet for dyrevelfærd, som Anima er tilfredse med i dag, spørger Jonas Schrøder. 

Julie Kvelland

playJulies operation gik over al forventning - men nu er det sket, som ikke måtte ske

Helle Vestergaard Knudsen Nørderi

play Helle droppede pisk og gulerod: - Jeg brænder indædt for at give det videre

mundbind

playSeks ud af ti danskere bruger mundbind forkert

coronatest podning corona covid-19 visir

Lang kø til drive-in-test: Birthes syge mand måtte vente over to timer i bilen

Lige nu
1

liveblogDansk forsker skal finde coronas oprindelse

Letbane

play Frost stoppede letbanen i flere timer: Nu forklarer de hvorfor