TV2 Østjylland
  • Din kommune
  • Play
  • Tip os
  • Åbent hus
  • Tip os
  • Din kommune
  • Play
  • Tip os
  • Åbent hus
27. apr 2022, kl. 13:52
- Mere end 30 dage gammel

Osman må smugle børnenes mad ind på AGF-stadion

Osman Eroglu er muslim og far til fire. Han må smugle sandwiches ind til sine børn, når familien skal se AGF spille på stadion. - Vi vil gerne spise ligesom alle andre jo, siger han.

Osman Eroglu savner alternativer til stadionplatten med svinepølse på Aarhus Stadion.
Osman Eroglu savner alternativer til stadionplatten med svinepølse på Aarhus Stadion. Foto: Privat
  • ehfa-1
    Ehsan Faizzad
    Journalist

Inde på selve Aarhus Stadion kan man ikke købe mad uden svinekød.

Det er 46-årige Osman Eroglu fra Aarhus træt af. Derfor har han været nødt til at smugle børnenes mad ind på stadion, når familien har set AGF spille på Ceres Park.

- Jeg har da været god til at smugle. Det har jeg absolut. Det skal ikke være nogen hemmelighed, siger Osman Eroglu, der ikke spiser svinekød, fordi han er muslim.

Man bliver automatisk sulten, når man ser alle andre spise.
Osman Eroglu

- Vi vil gerne spise ligesom alle andre jo. Der var et par gange, hvor maden blev taget, men det var det. Så tog man en chance, rullede det lige ind i et tæppe, og så var det inde, siger Osman Eroglu.

Hvad har det været?

- En sandwich. Bare en almindelig sandwich, siger Osman Eroglu. 

Osman Eroglu er tidligere sportschef hos Vatanspor i det vestlige Aarhus.
Osman Eroglu er tidligere sportschef hos Vatanspor i det vestlige Aarhus. Foto: Privat

Sportstosset familie

Osman Eroglu kalder sig selv og sin familie for “sportstosset”. Han er far til fire børn på 8, 12, 20 og 23 år. De så engang hver eneste hjemmekamp på Ceres Park.

- Det har ikke kun noget med pølserne at gøre. Men nu er det blevet lidt mere til, at jeg og min søn tager derhen og ser de store kampe imod Brøndby og FCK, siger Osman Eroglu.

Ifølge ordensreglementet er det ikke tilladt at medbringe mad- og drikkevarer, der ikke er købt på Ceres Park. Men det er Osman Eroglu nødt til, fortæller han.

Jeg ved, at der er flere og flere muslimer, der tager til fodbold og støtter AGF.
Osman Eroglu

- I halvlegen har vi købt kaffe og sodavand, men så bliver man automatisk sulten, når man ser alle andre spise. Men vi har bare ikke den mulighed, siger Osman Eroglu.

Har det gjort dine børn ked af det?

- Nej, altså de har jo fået chips derhenne. Men inderst inde ved vi jo alle sammen, at de også har haft lyst til at spise et eller andet derinde, siger Osman Eroglu. 

Pita og shawarma

Planerne om at bygge et nyt aarhusiansk stadion til over en halv milliard kroner er begyndt. I den forbindelse er fansene taget med på råd, og de har efterspurgt mad-alternativer.

Det viste en aktindsigt, som Århus Stiftstidende fik indsigt i tidligere på året.

Nogle fodboldfans har efterspurgt kødfrie retter, mens andre har ønsket pitaer og shawarmaer. Osman Eroglu er ikke så kræsen. Kyllingepølser er et godt bud, men det kan også være alt andet.

Jeg ved, at der er flere muslimer, der tager til fodbold.
Osman Eroglu

- Det behøver ikke at være kyllingepølser jo. Det kan være sandwiches, det kan være alt, hvor der ikke er svinekød i. Noget, der er spiseligt, siger Osman Eroglu.

Men hvorfor ikke bare spise hjemmefra?

- Nogle gange havde vi jo ikke tid, hvis det var en aftenkamp. Vi kom hjem fra arbejde og havde ikke tid til at spise aftensmad. Så pakkede vi nogle sandwiches og tog afsted, siger Osman Eroglu. 

Når AGF spiller på hjemmebane, har fansene mulighed for at købe stadionplatter med pølser af svinekød. Pitaer, shawarmaer og kødfrie retter skal tilskuerne til gengæld lede længe efter.
Når AGF spiller på hjemmebane, har fansene mulighed for at købe stadionplatter med pølser af svinekød. Pitaer, shawarmaer og kødfrie retter skal tilskuerne til gengæld lede længe efter. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Muslimer støtter AGF

Osman Eroglu husker tilbage på sidste gang, han spiste en pølse på Aarhus Stadion. Det var i 2006, da Randers FC mødte den tyrkiske storklub Fenerbache, og der blev solgt kyllingepølser.

- Jeg ved, at der er flere og flere muslimer, der tager til fodbold og støtter AGF, når byens hold spiller. Jeg tænker, det må da også give en større indtægtskilde at sælge noget med kylling, siger Osman Eroglu.

Men det skal også gøres korrekt. Det dur ikke, hvis kyllinge- og svinepølserne bliver lavet på samme grill eller kogt sammen i den samme gryde, fortæller Osman Eroglu.

Man må gerne købe maden inden og tage det med ind.
Søren Højlund Carlsen, kommunikationschef i AGF

- Altså, det skal give mening, hvis de skal sælge det. Hvis du griller kyllingepølser, så skal det ikke være der, hvor svinepølser bliver grillet, siger Osman Eroglu.

Hvor langt skal man gå, hvis man skal have pølser uden svinekød? Skal man så også have veganerpølser, og hvad med dem, der ikke kan tåle det ene og det andet?

- Er vi ikke enige om, at en fodboldkamp skal være en oplevelse for alle, der er ude på stadion? Hvis der er veganere, så skal der også være noget til veganere. Bare have lidt til alle. Her er der bare ingen mulighed, siger Osman Eroglu og slutter:

- Der er rigtig mange, der taler om det og er rigtige trætte af, at man ikke kan købe noget på stadion. 

Behovet er lille

Efterspørgslen er meget lille, og vi kan ikke garantere for produkterne. Sådan lyder forklaringen fra AGF på, hvorfor man lige nu ikke kan købe mad uden svinekød på stadion.

- Vores grill-system og boder er indrettet sådan, at man for eksempel ikke kan være sikker på, at kyllingepølsen ikke har været i kontakt med svinekød, siger Søren Højlund Carlsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Det nye stadion bliver både med kyllingepølser.
Søren Højlund Carlsen, kommunikationschef i AGF

Han påpeger, at der er mange muligheder for at købe mad, der ikke er svinekød i, som for eksempel oksekødsburger og vegetarburgere på den såkaldte AL Bank Fanzone.

Men AL Bank Fanzonen ligger udenfor stadion og er ikke mulig for fansene at benytte under en fodboldkamp som med entré og pause varer knap to timer.

- Der er boderne lukket. Men man må gerne købe maden inden og tage det med ind, siger Søren Højlund Carlsen.

Ring i forvejen

Osman Eroglu behøver faktisk ikke at smugle maden ind. Søren Højlund Carlsen fortæller, at AGF gerne vil tage individuelle hensyn af religiøse, allergiske eller andre årsager.

- Vi er ikke regelryttere. Så hvis der er specielle årsager til, at man vil have mad med ind, så kan vi som regel godt finde ud af det. Så skal man bare kontakte os i forvejen, siger Søren Højlund Carlsen.

Derudover garanterer Søren Højlund Carlsen, at fansene på det nye stadion i Aarhus, som forventes at være klar i 2026, kan glæde sig til “et slaraffenland af madudbud”.

- Det nye stadion bliver både med kyllingepølser og veganske produkter og alt muligt, du kan forestille dig, at hjertet kan begære af forskellige årsager, siger Søren Højlund Carlsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Betyder det så, at fansene på det nye fodboldstadion med garanti kan købe kyllingepølser?

- Ja.

Det er da en nyhed?

- Hvis man har lyst og behov. Og det er så det, jeg siger. Der skal jo være et behov for det. Og hvis det viser sig, at vi et halvt år har haft kyllingepølser, og der er solgt to til hver kamp, så er det jo ikke sikkert, at vi bliver ved med det.

Okay. Men til at starte med vil I sælge kyllingepølser?

- Ja. Og der har vi også mulighed for at gøre det. 

Pølserne på de østjyske fodboldstadions

Sådan er pølseudvalget på fodboldstadions i Østjylland:


Cephus Park i Randers sælger en krydret oksepølse.

Silkeborgs Jysk Park sælger udelukkende grisepølser.

Horsens' Casa Arena serverer kun grisepølser.

    

Del
facebook mail

Læs også

  • 20220404-160202-5-1920x1280we

    Lokal klub tager kebabben med på stadion

    26. aug
  • 20211213-175743-L-1920x1280we

    Raser over kebab på fodboldstadion

    29. aug

Mest sete

  • Se billeder og video fra tirsdagens vilde vejr

    Tir 09:37
  • [Tilpasset] DMJX

    Loft falder ned: Skole evakueret

    Tir 11:25
  • Forsikring vand

    Efter kraftig regn: Særligt en by er hårdt ramt

    Tir 15:16
  • 130223 Aktiv dødshjhælp 22 Still

    Lars foreslog aktiv dødshjælp - Det Etiske Råd siger nej

  • Alex Aria Zelina Balógh

    Alex er stadig hjemløs: - Der sker intet

  • miaogtrine

    Løvens Hule deltager jubler - har solgt virksomheden

  • Design uden navn (49)

    Frygter cykeltyverier - med god grund

  • 20210108-223028-7-4124x2749ma

    Politiet anholder 51-årig efter overfald på yngre mand

  • Se billeder og video fra tirsdagens vilde vejr

Tilmeld dig TV2 Østjyllands nyhedsbrev og bliv opdateret hver dag

Ved at klikke på 'Tilmeld' accepterer du vores privatlivspolitik.
  • Drone mellem Thorsager og Rønde

    Blæsende onsdag i vente – vindstød op til stormstyrke

  • Alex - PLAY thumb 3 no disney_final

    Politikere reagerer: - Det er ufatteligt trist

  • Henry Bitch

    Henry er grædefærdig: 15 centimeter mudder og kloakvand i stuen

  • 20201110-144457-5-6000x4000ma

    Aarhusiansk milliardær bag SAS-redning

  • Henriette Aabenhuus

    28-årig kvinde blev fundet død efter bytur - eksperter kalder teori om selvmord for usandsynlig

  • politi betjent 112

    Mistænkt for 9 røverier: Truede ansat for sprut og smøger

  • 20211105-091320-L-6000x4000ma

    Stort datalæk: 350 borgere er ramt

  • Rønde Vandværk

    Vandværk drukner - Vi har aldrig set så meget vand

  • Henriette Aabenhuus

    Politiet har mørkelagt sagen om 28-årig kvindes mystiske død

TV2 Østjylland

Kontakt

  • Tip os
  • Sig din mening
  • Send klage
  • Find medarbejder
  • Book rundvisning
  • Sponsorater

Om os

  • Hvem er vi?
  • Udviklingsblog
  • Bestyrelse
  • Repræsentantskab

Job uddannelse

  • Ledige stillinger
  • Erhvervspraktik
  • Journalistpraktikant
  • FTP-elev

Services

  • Tekstet for hørehæmmede
  • Public service
  • Sådan ser du TV2ØJ
  • Nyhedsbrev
  • Privatlivspolitik
  • Cookies
TV2 Østjylland Skejbyparken 1, 8200 Aarhus N redaktion@tv2oj.dk (+45) 8742 4242
facebook linkedin instagram youtube tiktok
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. TV2 Østjylland forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4.
Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt Pressenævnet