Ole lærer at forvandle smerte til smil

Ole Lauritsen går benhårdt efter at blive noget, som de fleste forsøger at undgå hele deres liv.

Ole vil være klovn. 

Ikke i et cirkus eller en arena, men på et hospital, hvor gange og stuer bliver hans manege. Og det tager faktisk halvandet år at lære. 

Under corona begyndte han at jonglere, og det gav ham ideen til at blive hospitalsklovn. 

- Jeg passede min søsters børn og havde det fedt over det og at lære noget nyt. Så jeg snakkede med min kone om, at det kunne være fedt at have et job, hvor man kom hjem med den følelse, fortæller Ole. 

Man bliver ikke bare lige hospitalsklovn ved at sætte den røde næse på. Hvis man klarer sig gennem optagelsesprøvens nåleøje, tager det halvandet år med mesterlære og skoleophold. Her lærer man at lægge sine følelser på hylden, ikke at tænke for meget og være en smule underlig.

- Jeg kan godt lide at fortælle løgnehistorier og have det sjovt. Jeg vidste nok, det handler lidt om at rive folk ud af deres dag, og hvad de er i, siger Ole. 

Egentlig er han ret introvert, fortæller han, så han vidste heller ikke, om han kunne.

- Jo længere man kommer hen, kan man se, at det ikke handler om, at vi er klovne, der skal ud og optræde. Det handler lige så meget - hvis ikke mere - om, hvem man er, og hvordan man fornemmer et rum og mærker, hvad der er brug for. 

Ole med den røde tud

Noget af det, Ole og hospitalsklovnene deler med mere traditionelle klovne, er den røde næse, og den er vigtig. Den giver ham lov til at gakke ud.

- Hvis jeg ikke havde den på, var jeg bare en mand på 44 år, der havde taget mærkeligt tøj på. Med den ved folk, at jeg er en klovn og ikke bare super underlig, siger Ole.

Uden den røde næse er han Ole. En tv-fotograf, der bor i Tilst. Milevidt fra sit alter ego Turbo.

- Jeg er meget i hovedet. Det er Turbo absolut ikke.

Det kan godt blive for fjollet, men kun hvis man tænker for meget over det.

- Ole styrer det hele og sidder i hovedet. Det bliver aldrig så sindssygt, at det ikke er ansvarligt. 

Mange kronisk og alvorligt syge børn kan komme til at lide af hospitalslede med mange besøg og indlæggelser på hospitalerne. Her er de vant til at få at vide, hvad de skal gøre. Det kan hospitalsklovnene lave om på.  

- Vi kan lige give dem et moment, hvor vi er så åndssvage og dumme, at de kan få noget kontrol tilbage ved at fortælle os, hvordan verden virker. En kontrol, der har været taget fra dem, siger Ole. 

Klovnen kommer

Den første danske hospitalsklovn var Birgit Bang Mogensen. Hun havde sin første tur i manegen i år 2000 på Aarhus Universitetshospital, der dengang hed Skejby Sygehus.

- Da jeg tog klovnenæsen på, holdt barnet op med at græde, fortæller hun om et af de første møder.

Klovnenes indtog på de danske hospitaler var ikke helt ligetil. På nogle afdelinger blev der klaget over Birgit i starten, fordi de hospitalsansatte syntes, hun forstyrrede dem i deres arbejde.

- Klovnen siger det, som det er, så personalet mister kontrollen, siger Birgit Bang Mogensen.

Efter seks års arbejde med forklaringer og inspiration gik det bedre, og man turde at tage klovnen ind. De spredte sig også til demensafsnit på plejehjem. 

Flere begyndte at se, at det sjove var alvorligt ment, og at klovnen kunne lindre.

Derfor kunne organisationen Danske Hospitalsklovne i maj fejre sit 20 års jubilæum. 

- Sådan er det nok at være ildsjæl, så vil det være op ad bakke, siger Birgit.

I dag bliver hun stolt over at se, hvor langt organisationen er kommet.

- Når jeg tænker, hvor meget arbejde, men også glæde, der var i det, og så til hvor velorganiseret en organisation det er, det er rørende. Jeg er meget taknemmelig, siger den tidligere klovn.   

Færre smerter

Og alt det sjove midt i det alvorlige hjælper børnene.

Det har sygeplejerske og ph.d. Helle Nygård Kristensen undersøgt i sin forskning

I 28 år har hun været ledende sygeplejerske på en børneafdeling og fulgt hospitalsklovnenes arbejde. Det vækkede hendes nysgerrighed. 

- Jeg blev nysgerrig på, hvordan vi kunne blive klogere på det, som hospitalsklovnene gjorde. Jeg kiggede på det i det daglige arbejde, og det affødte min forskningsmæssige interesse, siger Helle Nygård Kristensen.

Hun ville blive klogere på hospitalsklovnens relation med barnet, når barnet skulle igennem en behandling eller nogle smertefulde procedurer som for eksempel blodprøver.

I 2019 kunne hun sætte sit sidste punktum på sin ph.d. om betydningen af hospitalsklovnen for 4-14 årige børns oplevelse af smerter relateret til procedurer under indlæggelse på hospitalet.

- Den tilgang, klovnene har til børn og familier, brugte de til at få skabt en tillidsfuld relation til barnet. Det er starten på det hele. I det forløb, de fik sammen, var et af mine hovedfund, at de tog afsæt i og lærte barnets historie at kende. 

- Klovnen skabte et stort ”vi” sammen med barnet. Barnet fik en oplevelse af, at det ikke skulle klare det alene, fortæller Helle Nygård Kristensen. 

Klovnen er den ekstra person i rummet, der er på barnets side og uddannet til det.

- Klovnen fik også tingene til at ske, som det var aftalt og planlagt med barnet, fordi klovnen rummede alle i rummet, siger Helle Nygård Kristensen.

Hun så også sygeplejerskerne lære af klovnen og tage noget af det til sig. Det blev en professionel ven, som sygeplejerskerne arbejdede sammen med.

En del af hendes fund er også, at smerterne oplevedes mildere hos børnene, som havde en klovn med under behandling og procedurer – det gjaldt særligt de ældre børn.

Hvis barnet havde haft ondt tidligere og oplevet svære og smertefulde procedurer eller behandlinger, var det vanskeligere at få effekt af hospitalsklovnen.

Helt centralt var, at barnet og klovnen lagde strategier sammen for eksempelvis blodprøven eller behandlingen. Derfor er en tillidsfuld relation mellem dem helt afgørende. 

- De havde en fokuseret opmærksomhed på hinanden undervejs og evaluerede sammen efter forløbet for at give barnet en oplevelse af, hvordan barnet havde klaret det sammen i et "vi". 

Det er ifølge forskningen vigtigt, at der er kontinuitet undervejs, fra barnet kommer ind, og at sygeplejersken er opmærksom på det. Det er vigtigt at kende barnets alder, tidligere oplevelser og historie og tage afsæt i det i mødet med barnet, uanset om det er hospitalsklovnen eller en anden sundhedsprofessionel. 

- Det kan blive svært, hvis klovnen ikke er der, derfor er det også vigtigt altid at tage afsæt i barnets historie, at dokumentere hvordan barnet har klaret det og på den måde skabe sikkerhed for barnet. Særligt for de mange børn, der kommer igen og igen, siger Helle Nygård Kristensen.

Til sidst er det også vigtigt, at der er kontinuitet, for det kan blive svært for barnet, hvis klovnen ikke er der.

I dag er Helle Nygård Kristensen uddannelsesleder på sygeplejerskeuddannelsen UCN.

Sjældent nej

De røde næsers klub fik 12 nye medlemmer, da Ole og hans hold blev færdige i slutningen af august. Det største hold, siden foreningen blev stiftet. 

Dermed er der 70 hospitalsklovne på de danske hospitaler. Noget af det vigtigste, de lærer, er også at spejle børnene. Besøgene starter typisk med at koordinere med de ansatte, hvilke børn der skal have besøg. Et nej bliver dog respekteret fuldt ud.

- De får meget sjældent lov til at sige nej til noget som helst. Så at de får lov at give os et klart nej, og vi respekterer det, så har de også fået om ikke andet så en lille smule kontrol, siger Ole.

De fleste siger dog ja, og for de forældre, TV2 Østjylland møder på afdelingerne, gør det en kæmpe forskel. 

- Vi trækker vejret med barnet og italesætter, at det er trælst og hjælper med at komme ud med følelsen.

- Det er lidt svært at forklare, men vi kommer jo bare ind og lader alt stå helt åbent. Det er flippet, men vi kommer virkelig ind og mærker rummet. Er barnet frustreret, bange, surt? Og så finder vi en vej. Det er en kæmpe improvisationsleg, ræsonnerer Ole.