Nu er specialudstyret på plads til at slukke brande i elbiler
Brand i elbiler er ikke lige til at slukke, og derfor har Østjyllands Brandvæsen tidligere efterlyst udstyr til den nye type slukninger. Nu er både udstyr og træning af mandskabet på plads.
Med flere og flere elbiler på de danske veje, vokser risikoen også for, at brandvæsnet skal tilkaldes til svære bilbrande, for er der først gået ild i elbilens batteri, er branden ikke sådan lige at slå ned.
Det kræver både specialudstyr samt den rette træning, og det har Østjyllands Brandvæsen nu på plads.
Torsdag viste de udstyret for samlet godt 2,5 millioner kroner frem for TV2 ØSTJYLLAND.
- Hvis batteripakken bryder i brand eller bliver påvirket, kan vi ikke slukke branden udefra, som vi normalt kan gøre. Der skal vi ind og håndtere batteripakken indefra, forklarer Jesper Hansen, teamleder ved Østjyllands Brandvæsen.
Et af de nye stykker værktøj er en fjernstyret robot, som særligt bliver anvendelig, hvis der udbryder brand i en elbil på færger eller i parkeringshuse.
- Vi vil kunne sætte den ind til enten at slå branden ned allerførst eller til at ventilere bygningen og løfte bilen ud, forklarer Jesper Hansen og afslører, at robotten måske er ved at få et øgenavn.
- Den kommer nok til at hedde Luffe.
Også en container, hvor elbilen er slukningen af branden kan indkapsles i en periode, hvis der er risiko for, at branden antænder igen.
- Den kan i princippet bruges som et stort badekar, hvor vi kan sætte en bil ind i og dække batteripakken med vand.
Frygtede at være på bagkant
Udover at brand i et lithiumbatteri kan vare i op til 24 timer, udvikler det også giftig røg, så der er flere gode grunde til, at brandvæsnet skal være godt klædt på.
Tilbage i august 2021 forklarede beredskabsdirektør ved Østjyllands Brandvæsen Kasper Sønderdahl, at han og hans mandskab havde brug for det nødvendige udstyr, hvis ulykken skulle ske. Det havde de nemlig ikke dengang.
- Her risikerer vi altså virkelig at være bagkant, lød det dengang fra beredskabsdirektøren, da TV2 ØSTJYLLAND talte med ham.
Det er beredskabet ikke længere, for udstyret er på plads, og så skal brandvæsnet ellers bare sørge for at holde sig i træning til den dag, der går ild i en elbil i det østjyske.
- Antallet af elbiler, ladestationer og bygninger, hvor der står elbiler i, stiger, så det er kun et spørgsmål om tid før, at vi har balladen, mener teamleder Jesper Hansen.
Specialudstyret kan i øvrigt også komme i brug ved andre typer indsatser, oplyser Østjyllands brandvæsen. Eksempelvis større brande og kemiuheld.