Kendt rapper skal undervise på konservatoriet
Rapperen Negash Ali er blevet ansat som gæsteunderviser på det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og det skal give mere diversitet på skoleskemaet.
Bløde toner fra strygere og blæsere skal nu suppleres af elektroniske beats og en strøm af ord.
Rapperen Negash Ali fra Aarhus Vest er netop blevet ansat som gæsteunderviser på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og skal undervise eleverne i sangskrivning.
Og selvom de fleste forbinder konservatoriet med klassisk musik, så mener Negash Ali sagtens, at de to verdener kan forenes.
- Vores institutioner skal repræsentere det udvalg, der er af musik – også for vores elevers skyld, for de skal også ud og kunne klare sig i en populær branche, siger Negash Ali.
Rapperen har udgivet musik siden 00’erne og spillet på Roskilde Festival fire gange. Derudover er underviserrollen ikke ny for ham. Han har undervist i rap i udsatte kvarterer i Aarhus, blandt andet Frydenlund og Gellerup.
Mere diversitet
Negash Ali kom selv på idéen, at han skulle undervise på konservatoriet, og det sagde studieleder Signe Bisgaard ja til.
- Det tilfører en diversitet og et bredere udbud af inspiration og erfaring. Han kommer med nogle helt andre erfaringer, end dem som vores øvrige undervisere har. Og det vil vi gerne have, at vores studerende også kan spejle sig i, siger Signe Bisgaard.
De studerende glæder sig også over rapmusikkens indtræden på konservatoriet.
- Det kunne være fantastisk, hvis det her var første skridt, til at få noget større repræsentation fra hele rapscenen, for den er der jo - specielt i Aarhus, siger Frederik Tor Snæland, som er studerende på det Jyske Musikkonservatorium.
Læs også
Negash Ali har to forløb i efteråret og håber på at være med til at starte et helt nyt fag op.
- Skrot op med reglerne. Det skal være godt, og det skal virke. De her elever skal kunne være konkurrencedygtige i deres fag bagefter, siger Negash Ali.