Godt nyt til Café Kaffegal: Minister støtter en løsning
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) vil tage fat i arbejdsmarkedets parter angående sagen om fravigelse af rimelighedskravet. Det kan redde eksempelvis Café Kaffegal
Café Kaffegal og andre socialøkonomiske virksomheder har fået en kæmpe sejr i deres kamp for at bevare en dispensationsordning omhandlende fravigelse af det såkaldte rimelighedskrav.
Brian Sørensen, der er bestyrer af Café Kaffegal, fik en Facebook-opdatering til at gå viralt, da han påpegede, at udfasningen af dispensationsordningen ville betyde, at han ved udgangen af året blev nødt til at fyre omkring 20 af de psykisk udsatte medarbejdere, der er ansat på Café Kaffegal.
Dispensationen går ud på, at socialøkonomiske virksomheder må have flere ansatte med løntilskud end andre virksomheder. Ansatte, som Brian Sørensen frygter skulle fyres.
Fortvivlet bestyrer kan tvinges til at fyre 20 udsatte medarbejdere
Men det bliver altså ikke virkelighed, hvis det står til ministeren.
- De socialøkonomiske virksomheder er virksomheder, der kan have en meget stor betydning i vores støtte til mennesker, der har nogle former for udfordringer, kan komme tilbage og have en relation til arbejdsmarkedet og derved bedre liv. Derfor er jeg sådan set ked af den situation, der er opstillet, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Fælles fodslag til kamp for Café Kaffegal
Ministeren mener, at problemet er en sag for arbejdsmarkedets parter, der indtil videre ikke har været i stand til at nå til enighed. Men han vil nu opfordre dem til at komme i gang med arbejdet igen.
- Hvis det er sådan, at arbejdsmarkedets parter er parate til at kigge på det igen, så giver jeg dem meget gerne mulighed for det, og jeg vil nu ovenpå det her tage kontakt til dem og høre, om de er parate til at give det et review, siger Jørn Neergaard Larsen.
Så du gerne en permanent løsning på området?
- Ja. En fornuftig ramme for en permanent korrektion i forhold til rammerne af rimelighedskravet, det så jeg gerne. Disse instrumenter har vist sig at være velfungerende instrumenter for at være et fundament eller en bro imellem den tilværelse, som mennesker må leve udenfor arbejdsmarkedet, og så indtil arbejdsmarkedet. Det er nyttigt for den enkelte, og det kan også være nyttigt for samfundet, så jeg så gerne, at der blev fundet en løsning, siger Jørn Neergaard Larsen.
Café Kaffegal: S-politiker stiller spørgsmål til minister
Som udgangspunkt udløber dispensationsordningen ved udgangen af 2016 - hvis altså ikke arbejdsmarkedets parter kan finde en anden løsning - som ministeren nu opfordrer til.
Se hele interviewet med ministeren i videoen øverst i artiklen.