Fortsat eftersøgt: Endnu en kvinde har anmeldt en krænker

Østjyllands Politi efterlyser en mand i forbindelse med, at tre piger er blevet blufærdighedskrænket i Trige. En 22-årig kvinde har nu også anmeldt en episode i samme område.

Opdateret 1. september klokken 13.20.

De seneste dage har en krænker været på spil i Trige nordvest for Aarhus. 

Tirsdag udsendte Østjyllands Politi et billede af den mand, de eftersøger for at have blufærdighedskrænket to piger på 15 år og en 16-årig pige.

Siden da har også en 22-årig kvinde anmeldt, at hun i samme område er blevet kontaktet af en mand, der løb efter og forsøgte at kysse hende.

Østjyllands Politi har modtaget flere henvendelser fra borgere, ligesom flere patruljer har gennemsøgt området, men det er endnu ikke lykkedes at finde gerningsmanden, oplyser politiet onsdag middag.

Første krænkelse mandag

Den første krænkelse fandt sted mandag aften omkring kl. 20.45, hvor manden kontaktede en 15-årig pige på Trige Centervej, skriver politiet i døgnrapporten.

Manden komplimenterede hendes krop og befølte pigens bryst.

Da hun slog til hans hånd, blev han ifølge pigen aggressiv, og hun løb hjem til sine forældre, der kontaktede politiet. 

Var på gaden igen tirsdag

Tirsdag formiddag fik Østjyllands Politi så to nye anmeldelser fra piger, der var blevet antastet – sandsynligvis af den samme mand.

Cirka kl. 7.30 opsøgte han en 15-årig pige, der kom gående også på Trige Centervej, og han forsøgte at kramme og kysse hende flere gange, inden hun stak af fra stedet.

Omkring kl. 8.50 kontaktede han så en 16-årig pige, da hun gik på Randersvej på vej mod et busstoppested ved Bjørnshøjvej.

Her tiltvang han sig et kram og befølte hende på bryst og hofte.

Hun fik skubbet ham væk, og da hun tog sin mobil frem og truede med at ringe til politiet, forsvandt han fra stedet. 

Nåede at tage et billede

Den 16-årige pige nåede at tage et billede af manden bagfra, da han gik fra stedet.

Har du set manden i gul polo? Så vil Østjyllands Politi gerne høre fra dig.
Har du set manden i gul polo? Så vil Østjyllands Politi gerne høre fra dig. Foto: Østjyllands Politi

Billedet har hun givet til politiet sammen med følgende signalement:

  • Ca. 23-32 år
  • Ikke etnisk dansk af udseende, brun i huden
  • Ca. 168-175 cm, spinkel 
  • Sort hår
  • Iført karrygul polo og lysegrå bukser
  • Talte dansk


Østjyllands Politi har haft patruljer i området, men det er endnu ikke lykkedes at finde frem til manden.

Ser du manden, eller har du oplysninger om, hvem han er, så vil Østjyllands Politi gerne høre fra dig via tlf. 114.

Også problemer på hovedbanegården

Episoderne i Trige er ikke de eneste i den her uge, hvor en mand har opført sig upassende overfor unge piger i Aarhus-området.

I Bruuns Galleri måtte vagterne tilkalde politiet mandag kl. 13.40, da en 44-årig mand opførte sig beruset og generede flere forbipasserende.

Blandt andet havde han prikket til en 14-årig pige, som sad på en bænk i banegårdshallen, og prikket var så hårdt, at hun var faldet ned. Herefter havde manden kravlet hen mod hende, mens han bad hende komme med sig.

Da patruljen kom frem, blev den 44-årig anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.