Fodboldbrødre møder hinanden

AGF-spiller skal spille kamp mod sin storebror

Foto: Allan Baden / badenfoto.dk

På søndag møder AGF og Brønshøj Boldklub hinanden i anden runde af NordicBet Ligaen.

Umiddelbart på papiret en helt almindelig kamp, men for en af AGF-spillerne kan det vise sig at blive en helt speciel oplevelse.

23-årige Alexander Juel Andersen får nemlig chancen for at stå over for sin storebror, Lars Emil Juel Andersen.

Hvis de to spillere kommer på banen samtidig, vil der være to gange Juel Andersen på spilletrøjerne:

- Det er noget, vi altid har drømt om - at spille med eller imod hinanden. Jeg tror faktisk, at det bliver første gang, vi spiller imod hinanden. Det bliver skægt, siger Alexander Juel Andersen.

Lillebror vs. storebror

Selvom det er storebror, som Alexander Juel Andersen skal møde, er den unge AGF-spiller alligevel mere rutineret.

Allerede som 16-årig fik Alexander Juel Andersen debut i Superligaen og har spillet på ungdomslandshold, mens storebror Lars Emil først for nyligt skiftede til Brønshøj Boldklub efter at have spillet i Svebølle og BK Skjold.

Til spørgsmålet om, hvem af de to Juel Andersen-brødre, der er bedst svarer AGF-spilleren således:

- Årh, det ved jeg ikke. Lige nu ligger vi over dem (AGF spillede 2-2 mod Roskilde i sæsonpremieren, mens Brønshøj tabte 1-2 i Vejle, red.), så... Han er to år ældre end mig, så jeg har altid skulle op på hans niveau for at kunne være med, når vi spillede ude i haven. Men det er svært at sige, hvem der er bedst. Det må andre afgøre.

Kampen mellem AGF og Brønshøj Boldklub spilles på søndag klokken 15.30.