Et par hundrede elever måtte uden for døren da brandalarm gik
Gløder i et spånsug satte alarm i gang, og så måtte elever og personale ud.
Omkring 20 minutter tog det, fra elever og personale på Aarhus Tech på Halmstadsgade måtte en tur ud, til de igen kunne indtage lokalerne.
Det skyldtes, at der klokken 12.51 gik en brandalarm på stedet. Da Østjyllands Brandvæsen ankom, viste det sig, at det var gløder i et spånsug, som der var årsagen til alarmen.
Det oplyser operativ chef Bjørn Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Der var gløder i udsugningen fra træspån. Det bliver suget ud i en silo. Der er taget hånd om det, og vores folk er kørt derfra igen, fortæller han.
Direktionssekretær Hanne Lindbo på Aarhus Tech fortæller, at alle måtte en tur ud i omkring 20 minutter.
- Der var et par hundrede elever, som måtte ud. Det er overstået nu, alle er inde og den sidste brandbil er lige bakket ud, siger hun.