Brian elsker sit job ved kassen – men én type kunder provokerer ham

- Jeg er ikke bare en robot, der betjener dig, mens du snakker i telefon. Jeg er et menneske med følelser, og jeg har brug for at have en form for kontakt til andre i løbet af min dag.

Brian Hertz elsker sit job som kasseekspedient i Kvickly. Det er ikke uden grund, at han har haft det i snart 11 år.

Fem gange om ugen tager han turen fra hjemmet i Horsens til Bruuns Galleri i Aarhus, hvor hans arbejdsplads ligger.

Brian Hertz er en social type, og snakketøjet står sjældent stille. Det mærker kollegerne og især kunderne, der går igennem hans kasse, for han har gjort det til "sin ting" at kommentere vidt og bredt på de varer, der ryger op på båndet.

Han har bemærket, at nogen går specifikt efter hans kassebånd, selv om køen måske er kortere ved et andet, og med tiden er han kommet på fornavn med en del af kunderne.

Brian Hertz har imidlertid et særligt blik for én type handlende. Det er dem, der netop mangler at have et blik for ham.

- Hvis folk står og snakker i telefon, mens jeg scanner deres varer, provokerer det mig. Det er vildt respektløst. Det er derfor, jeg siger, at jeg altså ikke er en robot, du bare kan ignorere, selv om du skal hurtigt videre i dit liv, siger Brian Hertz.

- Jeg kan meget hurtigt aflæse folks holdning og mimik, så jeg kan vurdere, om de er friske på lidt fis og ballade. Det slår sjældent fejl, og det gør bare, at mine hverdage ikke flyder sammen og ligner hinanden.

1000-kroners-tricket

Brian Hertz' favorit er den, hvor han siger et meget højt beløb, når han skal fortælle en uopmærksom kunde, hvor meget vedkommende skal af med. Eksempelvis 1000 kroner for tre bananer og en flaske vand.

- Så skal du bare se - så reagerer de lige pludselig, og der opstår en kontakt mellem os, som ikke var der før. Det tager lige et sekund, før det går op for dem, at jeg laver sjov.

Brian er godt klar over, at nogen måske vil mene, at han lægger for meget i det, hvis folk efter hans opfattelse har fokus rettet det forkerte sted hen. Måske er de ved at svare på en vigtig besked eller læse en vigtig mail.

Han kan bare ikke lade være med at se det som sin opgave at give dem et smil med på vejen. Eller at opdrage lidt på dem.

- Jeg kan godt finde på at hæve stemmen, hvis kunden ikke reagerer, fordi han har musik eller en telefonsamtale i ørene. Jeg gør det for at provokere - men på en pæn måde, selvfølgelig. Nogle kigger mærkeligt på mig - andre reagerer ikke, siger Brian Hertz.

Har du oplevet nogen blive sure?

- Ja. Jeg har da prøver at blive kaldt ind til chefen, fordi han har fået en klage. Det var en situation, hvor jeg havde kaldt et lille barn for en terrorist. Barnets far så ikke et problem i det, før hans kone gjorde, og så kom de tilbage og forlangte en undskyldning. Den fik de, og det var det.

Hvad siger chefen til, at du er så rap i replikken?

- Jamen, han kender mig, og han accepterer, at det er sådan, jeg er. Jeg har tre kolleger, der er næsten lige så skøre som mig. Men – det er med streg under næsten. Jeg er klart den værste. Det er der ingen tvivl om.

Det startede nok hos Hjem-is

Brian Hertz rundede 40 år i december. Han er oprindeligt uddannet pedel, og han arbejdede som sådan i nogle år, til ryggen stod af, og han måtte erkende, at han ikke er bygget til hårdt fysisk arbejde.

I stedet fik han job som chauffør for Hjem-Is, hvor han kørte rundt til glade børn lige fra Skanderborg til et godt stykke ud på Djursland.

- Jeg tror faktisk, det var i dét job, jeg udviklede min forkærlighed til kundeservice. Jeg kom ud på en masse lokationer, og jeg snakkede med forskellige mennesker om stort og småt. Det er på mange måder præcist det samme, jeg gør i mit nuværende arbejde, siger Brian Hertz, som i mellemtiden havde et rengøringsjob hos et lille firma i Horsens og en køkkentjans hos Velux i Østbirk.

Hadede selv handleture som barn

Som barn i Valby husker han, hvordan han selv "hadede det som pesten" at være med sine forældre på indkøb.

Der var kun én dagligvarebutik i området, og han kedede sig bravt. Hvorfor han havde det sådan, husker han ikke.

Men han husker følelsen, og det er med til at gøre, at han nærer et spinkelt håb om, at han kan gøre en forskel for andre børn, som måtte have det på samme måde.

- Indimellem gør jeg det, at jeg faktisk snakker direkte til barnet. Giver dem bonen og byttepengene, hvis de betaler kontant. Så har barnet én eller anden oplevelse ud af det, og tænk engang, hvis jeg kan være med til at give dem en positiv oplevelse eller måske endda er årsagen til, at de vil ned til os og handle igen næste gang, fordi det var sjovt. Den tanke kan jeg godt lide, siger Brian Hertz.

Har du aldrig dårlige dage?

- Jo da, det har jeg helt sikkert. Men jeg gør det, at når jeg møder ind på jobbet, så hænger jeg min dårlige dag i klædeskabet og taget Kvickly-uniformen på. Fra det øjeblik er jeg Brian, der gerne vil give et smil videre til andre. Det må aldrig gå ud over andre, hvis jeg går rundt og er sur over ét eller andet, der ikke har med mit job at gøre. Slet ikke kunderne.