Børn må stå på venteliste - idrætsklubberne mangler plads

Både i Solbjerg og i Vejlby-Risskov er ventelisterne i idrætsklubber så lange, at mange børn ikke kan gå til sport i deres klub.

08:21

VIDEO: Der er kamp om pladsen i flere aarhusianske sportshaller. Video: TV2 ØSTJYLLAND. Foto: Axel Schütt - Ritzau Scanpix

Mange børn vil gerne gå til sport sammen med deres venner, men flere steder i Aarhus skal deres forældre være hurtigere end lynet, hvis deres barn skal få en plads på et af de lokale hold.

I Solbjerg syd for Aarhus er indbyggertallet steget 26 procent siden 2009. Alligevel er der stadigvæk kun plads til 30 børn i den lokale hal, og det kan mærkes.

Der er lidt rockstjerne-status over det, fordi man skal skynde sig at tilmelde sig, ellers er der udsolgt.

Birthe Friis Hansen, formand, Solbjerg IF Gymnastik

- Vi har forældre, der opgiver at få deres børn på holdene, fordi vi har så store ventelister. Der er lidt rockstjerne-status over det, fordi man skal skynde sig at tilmelde sig, ellers er der udsolgt, siger formand i Solbjerg IF Gymnastik Birthe Friis Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Idrætsklub fik nej fra kommune: Finder selv pengene til stor udvidelse

Derfor ønsker klubben Solbjerg IF Gymnastik at få en ny hal.

- En hal mere vil betyde flere hold. Vi vil gerne have flere små børn og skolebørn i den alder, hvor de ofte springer fra. Og også voksne og seniorer. Vi vil gerne have plads til alle aldre, siger Birthe Friis Hansen.

Eliteklub følger ikke med tiden

I Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus holder elite-basketballholdet Bakken Bears til. Heller ikke deres faciliteter er fulgt med behovet og tiden. 

Bakken Bears er flere gange blevet danmarksmestre i den bedste basketball-liga.  Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

De leder lige nu efter investorer til en ny, mere moderne og større hal, der vil koste 80 millioner kroner.

- Vi har behov for mere halplads for at kunne få nogle flere tilmeldte, siger sportsdirektør i Bakken Bears Michael Piloz til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Nedstemt: Der bliver ingen undervisning i racismeparagraf

Det er dog ikke kun til glæde for de professionelle basketballspillere.

- For det første er det for breddeidrætten - for ungdomsbasketballspillerne. Basketball er i kæmpe vækst, og der flytter mange til området, og det giver behov for nye faciliteter, siger han. 

Midtbyen er vigtig

I Aarhus Kommune lytter politikerne til idrætsklubberne, men det er for snævert kun at investere i flere haller og boldbaner ifølge kulturudvalgsformanden.

- Vi skal tænke over hvilke idrætsfaciliteter, vi investerer i, og der tænker jeg, at den analyse, at vi skal have flere boldbaner og haller, er for snæver. Vi ser, at det, borgerne efterspørger er løb og sejlsport, mens færre går til fodbold og håndbold, siger formand for Kulturudvalget Steen Bording Andersen (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

Aarhus Kommune har investeret i et stort nyt område i Sydhavnen. Foto: Aarhus Kommune

Mandag var klubberne inviteret til et stort borgermøde på rådhuset om fremtidens idrætsfaciliteter i Aarhus Kommune. Her sagde kulturrådmanden blandt andet:

- Vi skal lave flere idrætsfaciliteter i centrum. Vi skal have udviklerne på banen. Vi har et rigtig godt projekt i Sydhavnen, men for at få lov til det, kræver det også, at vi invester i kultur, og det kunne vi også godt tænke os på idrætsområdet.

Læs også Efter massive protester: Højhusplaner ændres markant

Ifølge Steen Bording investerer kommunen mellem 20 til 50 millioner kroner om året i idrætsfaciliteter, og kommunen vil også i fremtiden hjælpe foreningerne. Han kunne dog hverken love en hal til Solbjerg IF eller Bakken Bears på mødet mandag.

Basketballklubben mener dog heller ikke selv, at det er realistisk at få 80 millioner kroner af kommunen eller deres sponsorer, så de søger nu efter eksterne investorer.