Anne er sendt tilbage til hjemmekontoret: - Jeg arbejder mere effektivt

For at få smittespredningen under kontrol, anbefales det nu at aarhusianerne igen arbejder hjemmefra så vidt muligt.

02:04

VIDEO: Tusindvis af aarhusianere skal igen til at arbejde hjemmefra, nu hvor de ellers lige havde fået smagen af at være tilbage oven på forårets nedlukning. Indslaget er fra d. 10. august 2020.

Med et drastisk stigende smittetal i Aarhus Kommune, blev der fredag iværksat nye tiltag for at bringe smittetallene i Aarhus ned.

Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer nu i samarbejde med Aarhus Kommune til, at aarhusianerne igen arbejder hjemmefra i videst muligt omfang.

Jeg kan godt komme til at bruge en halv time ude ved kaffemaskinen normalt - den halve time bruger jeg jo på at arbejde nu. 

Anne Kjeldsen, kategoridirektør for mælk, Arla Danmark

Derfor har mejeriproducenten Arla i Aarhus bedt 1500 ansatte om at tage kontorplanten med hjem og indrette soveværelset som arbejdsplads på ny.

- Jeg savner mine kollegaer, og jeg savner det store netværk, som jeg plejer at have, og som jeg også drager nytte af en gang i mellem. Men jeg arbejder også mere effektivt, fortæller kategoridirektør for mælk i Arla Danmark, Anne Kjeldsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Krav om mundbind i bus og tog indføres i seks kommuner i alt

Foruden tiltaget om hjemmearbejde følger også ni andre tiltag, der skal medvirke til at få smittespredningen i Aarhus under kontrol.

Har arbejdet hjemme siden marts

Arla er blot en af mange virksomheder i Aarhus, der har sendt sine medarbejdere hjem.

Anne Kjeldsen var ellers lige begyndt at måtte vende tilbage til kontoret – dog under noget anderledes forhold.

Læs også Gratis mundbind har hjulpet flere til at følge krav i Aarhus

- Vi har været 50 procent tilbage på kontoret, så vi har været delt ind i hold. I min afdeling har vi kørt med gul stue og grøn stue, og jeg har været på gul stue. Det betød, at jeg i de lige uger måtte være der mandag og tirsdag, og de ulige uger måtte jeg være der onsdag og torsdag. Og fredag var så lidt en buffer, fortæller Anne.

Arla er ikke de eneste, der igen sender medarbejdere hjem. Også Vestas har besluttet, at cirka 1500 medarbejdere i Aarhus skal arbejde på skift. Det samme gør sig gældende hos Bestseller, hvor halvdelen af firmaets 650 Aarhus-baserede medarbejdere skal arbejde hjemme. 

Et par tusind af Aarhus Kommunes egne ansatte er også hjemsendt, ligesom store virksomheder som Bestseller og Vestas også sender tusindvis af medarbejdere helt eller delvist hjem.

Og Arla er heller ikke skræmt af endnu en hjemsendelse.

Læs også Aarhusianere undrer sig: Hvorfor har buschaufførerne ikke mundbind på?

- Vi har jo ikke været tilbage på arbejdspladsen alle sammen endnu, og nu er vi så tilbage til hjemmekontoret. Men vi har faktisk gode erfaringer med det. Vi har oplevet, at folk har været effektive, fortæller pressechef ved Arla Danmark, Åse Andersson, til TV2 ØSTJYLLAND.

Større effektivitet

Selvom det også krævede tilvænning for Anne Kjeldsen, så har hun alligevel fundet ud af nu, at det har visse fordele at arbejde hjemme fra privaten.

- I starten følte jeg hele tiden, at jeg skulle gøre noget ekstra, fordi jeg ikke følte, jeg var ordentligt på. Men nu synes jeg egentlig, det er fedt, siger hun.

- Tænk sig, at jeg er hjemme, når børnene kommer hjem fra skole. Jeg kan også lige sætte en vask over, og så arbejder jeg alligevel mere effektivt. Jeg kan godt komme til at bruge en halv time ude ved kaffemaskinen normalt - den halve time bruger jeg jo på at arbejde nu. 

Læs også Kommune skrider ind: 40 børn sendt i isolation og to plejecentre lukker for besøg

Henover weekenden har Aarhus Kommune konstateret 191 nye tilfælde af coronasmittede.

Fredag var der 694 smittede i kommunen. Det tal er mandag steget til 885. Det viser tal fra Statens Serum Institut.