Alt for mange dropper ud - Marcus reddede sig gennem livskrise

Et bekymrende antal unge dropper ud af erhvervsuddannelserne, og nu sættes der ind for at stoppe frafaldet.

Udgivet Opdateret

Unge mistrives og falder i hobetal fra på især erhvervsuddannelserne - og intet tyder på, at situationen ændrer sig foreløbig.

Det er den bekymrende realitet, flere uddannelser står i, og som på sigt også skader samfundets mulighed for at få uddannet arbejdskraft.

En af dem, der har været på kanten af at stoppe sin uddannelse før tid, er Marcus Illner, der studerer til klejnsmed på Aarhus Tech.

Selvom det er hans drømmeuddannelse, havde han tidligere svært ved at være fuldstændig til stede i timerne. For derhjemme havde han en kæreste med svære fysiske og psykiske problemer.

- Det var svært at gå om morgenen og lade hende være alene derhjemme, når man vidste, hvad hun kunne gøre ved sig selv, fortæller Marcus Illner.

På Aarhus Tech forsøger man dog at gøre noget ved det store problem. Her er organisationen Headspace rykket ind på selve uddannelsen i et forsøg på at komme tættere på og hjælpe de unge studerende.

- Vi ved, at der er en helvedes masse tabu i forhold til at snakke mental trivsel og sundhed. Derfor vil vi gerne have fjernet så mange barrierer som overhovedet muligt, siger Anders Friche, centerchef i Headspace.

4 ud af 10 dropper ud

Frafaldet på erhvervsuddannelserne har været stigende i en årrække. 40 procent har nemlig inden for de seneste fem år valgt at droppe ud. Det svarer til, at 16.000 elever ud af de elever, der startede i 2017 ikke længere går på erhvervsuddannelsen.

Til sammenligning var det kun 14 procent af alle, der startede på en gymnasial uddannelse, der droppede ud.

Årsagen til det høje frafald findes ofte i mental mistrivsel, lyder det fra Aarhus Tech.

- Ofte er det tankemylder. Så har vi dem med diverse diagnoser, hvor det hele roder for dem. Der er det ofte meget godt at få sat tingene i nogle kasser, siger Peter Baaer, gennemførselsvejleder på Aarhus Tech.

Han nævner også, at andre ligesom Marcus Illner kommer med udfordringer fra hjemmet, kærester, kriminalitet eller andet i privatlivet.

- Vi har hele paletten, siger Peter Baaer.

Men de negative tendenser skal nu vendes, hvis det står til Aarhus Tech og Headspace.

- Der er brug for, at der bliver gjort noget for de her unge mennesker. Det er jo en halv generation, vi risikerer at miste ellers, siger Anders Friche.

Marcus Illner er glad både på sine egne og andres vegne, at det i fremtiden bliver nemmere at tale om det, der nager.

- Jeg tror, det bliver godt for mange andre - og også mig, hvis jeg skal bruge det igen, siger han.

Headspace er et gratis tilbud, som de studerende kan tage imod.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her