AGF finder Kevin Diks-afløser i Portugal
Superligaklubben har lørdag præsenteret højrebacken Anthony D'Alberto, der kommer fra portugisiske Moreirense.
Fodboldklubben AGF får tilgang af højrebacken Anthony D'Alberto forud den kommende sæson i Superligaen.
Lørdag beretter Aarhus-klubben på sin hjemmeside, at man har hentet den 26-årige belgisk-congoleser på en fri transfer. D'Alberto har de seneste tre år spillet for Moreirense FC i Portugal.
Læs også
Sportschef Stig Inge Bjørnebye ser frem til at få den nye spiller at se på AGF-holdet.
- Anthony er en dynamisk, offensivt-minded back, der primært spiller i højre side, men også kan bruges på den modsatte back og på begge kanter.
- Han finder gode løsninger med bolden og har en god indlægsfod. Både defensivt og offensivt spiller han med stor intensitet, og passer på den måde godt ind i vores spillestil, siger Bjørnebye til klubbens hjemmeside.
AGF har før den kommende sæson mistet hollænderen Kevin Diks, der var en stor profil på samme position. Diks er senere kommet på kontrakt i FC København.
Anthony D'Alberto har tidligere i karrieren repræsenteret Anderlecht og Charleroi i belgisk fodbold samt Braga i Portugal.
Han har fået en aftale på tre år i AGF.
AGF indleder den nye sæson i Superligaen på næste søndag, når mestrene fra Brøndby kommer på besøg.