Aarhus og Odder er langt over kritisk grænse

Aarhus og Odder er markant over bekymringsgrænsen for antallet af smittede.

Der er stor efterspørgsel efter at blive testet. Her er det en mobil testenhed ved Aarhus Universitet mandag. Foto: TV2 Østjylland

Yderligere 435 er bekræftet smittede, og der er ingen nye coronadødsfald, viser daglig opgørelse.

Der er 18 nye coronaindlæggelser på de danske hospitaler. Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut.

I alt er der 110 indlagte på hospitaler med coronavirus.

Yderligere 435 personer er bekræftet smittede med coronavirus i Danmark siden opgørelsen søndag. Der er ingen nye coronadødsfald.

Læs også Endnu en skole må bukke under for coronasmitte: Lukker i en uge

Høje tal i kommuner

I Østjylland er det særligt seks kommuner, der skiller sig ud: Silkeborg, Skanderborg, Aarhus, Randers, Horsens, Odder. De er alle over bekymringsgrænsen på 20 smittede per 100.000 indbyggere indenfor en periode på syv dage. 

I Aarhus er 197 personer konstateret smittet i løbet af weekenden. Det giver en et såkaldt incidenstal på 104, altså langt over de 20, som er grænsen. Til sammenligning er 260 personer testet positiv i København, hvor indbyggertallet er dobbelt så højt. 

I alt har 362 personer modtaget en positiv coronatest indenfor en uge i Aarhus. Tallet for København er 712, hvilket giver et incidenstal på 112. 

Læs også Høj smitte blandt unge: Mandag kan de blive testet ved universitetet

I Aarhus er det fortsat de unge, der står for en markant del af stigningen, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til DR. 

- Udviklingen i Aarhus er alvorlig, og der er fortsat behov for at følge situationen tæt. Der er fortsat mange unge blandt de smittede. Vi vurderer løbende i samarbejde med Aarhus Kommune og Region Midtjylland, om nye tiltag skal sættes i værk, siger overlæge Charlotte Hjort, enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Netop de unge var mødt talstærkt op for at blive testet mandag morgen, da Region Midtjylland rullede ind med en mobil testenhed ved Aarhus Universitet, hvor mere end 30 studerende er blevet testet positiv.  

Regionen havde hurtigt udsolgt af de 514 kønumre, men der var alligevel en lang kø af unge, der var villig til at stå i kø i et håb om at blive testet mandag. 

Det er endnu uvist, om testenheden ved universitet også vil teste borgere tirsdag. 

Læs også Alt 'udsolgt' ved testenhed efter en halv time

Bedre udsigter på landsplan

I alt er 27.072 personer bekræftet smittede, siden coronavirus brød ud i Danmark.

Statsminister Mette Frederiksen ser med stor alvor på udviklingen i antallet af smittede. 

Læs også Studiestart på Aarhus Universitet: Lærere kan afbryde undervisning

- Derfor har vi besluttet en række nye restriktioner, som også kommer til at køre hen over det næste stykke tid. Jeg kan kun opfordre til, at alle følger retningslinjerne.

Hun siger, at regeringen hele tiden overvejer nye restriktioner og ser brug af mundbind i supermarkeder som en mulighed.

/ritzau/