Wammen spår et vildt valg på vej

Valgkampen er onsdag skudt i gang, og det betyder blandt andet, at Nicolai Wammen vender snuden mod Aarhus, hvor den tidligere borgmester er opstillet.

- Jeg tror, at det bliver vildere, end det plejer!

Sådan spår Nicolai Wammen om valgkampen, der onsdag for alvor er skudt i gang. Tæt løb mellem rød og blå blok, 14 partier og tre statsministerkandidater. Der er rigeligt at se til. 

Socialdemokratiet har ikke selv ønsket valgkampen nu. Men når den er her, kan man lige så godt tage arbejdstøjet på og komme i gang.

quote Det er klart, nu er alt sat på spil.

Nicolai Wammen

Det har i hvert fald været Nicolai Wammens tilgang.

Finansministeren satte sig onsdag ind i bilen og drønede direkte mod hjembyen Aarhus, hvor han blandt andet skal føre valgkamp de næste uger. 

- Jeg glæder mig utrolig meget til at komme hjem til Aarhus og Østjylland og få mødt en masse mennesker i de kommende uger. Fortælle, hvad jeg synes er vigtigt i forhold til at passe på vores velfærdssamfund, den grønne omstilling og selvfølgelig også, at vi lever i usikre tider, siger Nicolai Wammen.

Kan miste jobbet

Nicolai Wammen har været finansminister siden 2019. Men efter valgdagen den 1. november kan han være nødt til at skifte ministerbilen ud med cykel eller offentlig transport. 

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan få lov til at fortsætte mit arbejde. Men jeg ved også godt, at det er et arbejde, man har til låns, siger han og fortsætter:

 - Hvis der kommer en anden regering, så er det sådan det er. Det er danskerne, der bestemmer.

De seneste meningsmålinger viser et lille flertal til blå blok. Men selvom der er meget på spil for både Socialdemokratiet og Wammen selv, så er der endnu ikke nervøsitet at spore.

- Jeg vil ikke sige, at der er nerver, der er sneget sig ind. Men der er utrolig meget lyst til at komme ud og møde folk. Så er der altid lidt sommerfugle i maven, når der er valgkamp. Det er klart, nu er alt sat på spil, siger han.

Dårlig timing

Valgudskrivelsen kommer, efter Radikale Venstre har truet med at vælte regeringen, hvis der ikke blev udskrevet valg efter Folketingets åbning. Noget, som Socialdemokratiet flere gange har kritiseret, fordi det ifølge dem er dårlig timing.

- Det er nok ikke det bedste tidspunkt, at et flertal i Folketinget synes, at der skal være valg. Med alt det, der sker i verden. Med det, der er sket tæt på os i Østersøen, og med en inflation, der buldrer derudaf. Men sådan er det - når et flertal i Folketinget vil have valg, så bliver der valg, siger Nicolai Wammen.

Nicolai Wammen deltog tirsdag aften i en debat med Mona Juul fra Konservative og Michael Aastrup Jensen fra Venstre i TV2 ØSTJYLLANDs udsendelse klokken 19.30.