Weekenden byder på pænt vejr - til dele af landet
Andre steder får man regn allerede lørdag.
Den sidste weekend i oktober står får døren, og i dele af Danmark kan man fortsat nyde det lune efterårsvejr en del af weekenden.
Der vil dog være meget store forskelle i vejret henover landet, og derfor afhænger weekendvejret meget af, hvor i Danmark man befinder sig.
Lavtryk fra Atlanterhavet nærmer sig Nordeuropa fra vest, og efterhånden vil vi i Danmark komme i berøring med fronterne fra flere af disse lavtryk. Da fronterne også kommer fra vest, vil det være i den vestlige del af Danmark, at man først stifter bekendtskab med de skyer og den regn, der følger med fronterne.
Lørdag med sol mod øst og regn mod vest
Det får man allerede at mærke lørdag i den vestlige del af landet, hvor der fra middagstid kan komme regn i den vestlige halvdel af Jylland.
Herfra breder regnen sig langsomt mod øst, men når først øst for Storebælt sidst på aftenen. Inden regnen når Jylland, vil det være mest skyet i den vestlige halvdel af landet, men der er mulighed for enkelte kik til solen.
Øst for Storebælt kan man derimod se frem mod en lørdag, der vil byde på solskin en stor del af dagen. Jo længere østpå i landet jo mere sol. Her kan man derudover nyde endnu en lun efterårsdag med temperaturer, der kan nå 15 grader for fjerde dag i træk.
Der vil dog også komme flere skyer i den østlige del af landet, når fronten nærmer sig fra vest.
Natten til søndag, hvor vi sætter urene tilbage til normaltid, vil regnvejret passere de østlige egne, men kun give en smule regn her.
Søndag med mest tørt vejr, men tiltagende vind
Søndag starter med skyer flere steder, men efterhånden kan der komme lidt sol i hele landet. I eftermiddagens løb er der dog mulighed for, at der stedvis kan komme lidt regn af og til - både mod vest og øst, men der vil fortsat være perioder, hvor solen vil skinne.
Det bliver dog i småtingsafdelingen, og det meste af søndagen bliver med tørvejr og temperaturer mellem 10 og 14 grader.
I modsætning til lørdag vil vinden tiltage søndag, og om aftenen vil der være middelvind af kulingstyrke ved flere kyststrækninger. Natten til mandag skal et nyt regnvejr passere Danmark, og den nye uge byder på ret ustadigt vejr med gradvist lavere temperaturer.