Statsministeriet indkalder til coronapressemøde

Tidligere på dagen meddelte sundhedsministeren, at en ny Omikron-variant nu er dominerende i Danmark.

Statsministeriet indkalder til pressemøde onsdag formiddag klokken 10.

Det skriver Statsministeriet i en yderst kortfattet pressemeddelelse.

Pressemødet skal handle om "coronastrategien i de kommende måneder", fremgår det.

Tidligere på dagen tirsdag meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) via Twitter, at den nye Omikron-variant, BA.5, er blevet dominerende i Danmark.

Magnus Heunicke skrev desuden, at kontakttallet er beregnet til 1,1. Det betyder, at coronavirus er i vækst i det danske samfund.

De seneste uger har smitten været stigende landet over, men stigningen er størst i Region Hovedstaden.

Stigende smitte

Epidemikommissionen opjusterede den 17. juni risikoniveauet for smitte med coronavirus til 2 i Region Hovedstaden.

Kommissionen understregede dog, at meget få på nuværende tidspunkt bliver alvorligt syge af at blive smittet.

- Det aktuelle antal alvorligt syge og behandlingskrævende patienter med covid-19-sygdom er på et meget lavt niveau, skrev kommissionen.

Blandt andet derfor fastholdt Epidemikommissionen den lavest mulige risikovurdering i fire af landets fem regioner.

Der er fem niveauer, som man vurderer risiko ud fra.

På nationalt niveau fastholdes den lavest mulige risikovurdering – nemlig niveau 1.

2141 personer er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn.