Nu skifter vejret - her rammer bygerne i dag
Selvom der kommer regnbyger søndag, vil de fleste danskere opleve en dag med overvejende tørvejr. Også i Østjylland.
I mere end en uge er der ikke faldet regn over Danmark.
Men det er slut nu.
Luften over Danmark er nemlig blevet ustabil, hvilket giver anledning til bygedannelse. Det skyldes, at højtryksvejret er skubbet mod vest, mens lavtryk bevæger sig tæt forbi Danmark med mere ustabil luft til følge.
Læs også
Allerede søndag morgen er der regnbyger i den nordlige del af Jylland.
Som dagen skrider frem, vil man efterhånden få tørvejr på disse kanter, mens bygerne i stedet befinder sig over de sydlige og østlige landsdele.
Nedbørsmængderne er dog ret beskedne og kun lokalt. Derfor er det ikke noget der ændrer på et tørkeindeks, der i øjeblikket er stigende.
På TV 2 VEJRETs radar kan du dagen igennem følge med i, om der er en byge i nærheden af dig.
Her kan man få byger i formiddagstimerne
I løbet af de næste par timer forventes de fleste af morgenbygerne at være drevet over. Der kan stadig være enkelte tilbage, men ellers bliver det en formiddag med overvejende tørvejr mod vest med lidt eller nogen sol.
Læs også
Derimod begynder bygedannelsen mod øst, hvor der i formiddagstimerne ventes spredte byger.
Inden middag kommer temperaturen op omkring 10 graders varme, mens det generelt er mere blæsende med op til en hård vind langs kysterne.
Her fortsætter bygerne i eftermiddag
I eftermiddagstimerne bliver landet nærmest delt i to.
Over de sydlige og østlige egne vil eftermiddagen primært bestå af en del skyer og spredte byger. Vendes blikket derimod mod den nordlige halvdel af landet, kan man her se frem til en eftermiddag med god plads til solen.
Især Nordjylland kan se frem til decideret solrigt eftermiddagsvejr.
Luften over Danmark er en smule køligere end den seneste uges tid. Derfor forventes temperaturen at toppe på mellem 12 og 14 grader, hvor det bliver varmest.
I aften dør bygerne ud. Dermed kan hele landet se frem til en aften med tørvejr og nogen eller en del aftensol.
Den kommende nat ventes der klart vejr i hele landet og ned til 2 grader, når det bliver koldest.