Nu er der udsigt til løvfaldssommer
Den nyeste vejrudsigt lægger op til løvfaldssommer hen over de næste par dage - men hvad betyder det egentlig?
Onsdag var det jævndøgn, torsdag var der kraftig blæst, og lørdag bliver dagen og natten lige lange - med andre ord: Efteråret virker til at være over os.
Eller er det? Den seneste prognose spår løvfaldssommer de næste par dage.
Begrebet løvfaldssommer er noget, som TV 2 VEJRET sammen med vores seere, valgte at indføre tilbage i 2011, for at erstatte det gamle udtryk 'indian summer'.
Der er, ud fra TV 2 VEJRETs definition, tale om løvfaldssommer, når temperaturen kommer op på eller over 20 grader tre dage i træk efter efterårsjævndøgn.
Læs også
Samtidig kalder vi det en løvfaldssommerdag, hvis temperaturen når eller overgår 20 grader efter efterårsjævndøgn.
I år faldt efterårsjævndøgn onsdag, hvilket vil sige, at der nu er åbnet for muligheden for løvfaldssommerdage og løvfaldssommer.
Og hvis man kan stole på prognoserne, så kan det ikke udelukkes, at det allerede kan komme på tale i weekenden.
Som det ser ud lige nu, så er der mulighed for løvfaldssommerdage både lørdag, søndag og mandag, og i så fald ville der være tale om en løvfaldssommer.
Ikke usædvanligt med løvfaldssommer
Det er langt fra unormalt at opleve løvfaldssommer i Danmark. Faktisk skete det så sent som sidste år.
Kigger man samtidig lidt længere tilbage, så viser det sig, at vi har haft løvfaldssommer fem gange de seneste 15 år - hvilket vil sige at det gennemsnitligt optræder hvert tredje år.
Til gængæld så har vi ikke de seneste 15 år haft to år med løvfaldssommer i træk, og skulle det ske, at vi får en løvfaldssommer i år, ville det være første gang i mindst 15 år.
Den mest omfattende løvfaldssommer, vi har haft i nyere tid, var tilbage i oktober 2018, hvor der var hele syv løvfaldssommerdage i træk - og næsten en regulær sommerdag 13. oktober.
Du kan i kassen nedenfor se, hvor varmt der blev i 2018.
Løvfaldssommer 2018
11. oktober: 20,1 grader (Vestervig)
12. oktober: 20,8 grader (Abed)
13. oktober: 24,3 grader (Store Jyndevad)
14. oktober: 22,1 grader (Vestervig)
15. oktober: 21,7 grader (Årslev)
16. oktober: 21,2 grader (Sjælsmark)
17. oktober: 20,3 grader (Odense)
Så lang og så varm bliver den potentielle løvfaldsommer i weekenden næppe, men det ændre dog ikke på, at det stadig kan blive vidunderligt vejr - især for årstiden.