Ekstra anerkendelse efter hamstring: - Tror jeg, alle landmænd er glade for
Både landmænd og Arla ser travlhed i produktionen efter hamstring flere steder.
Mens mange dele af Danmark lige nu er skruet ned på et absolut lavblus, er der skruet helt op andre steder. Et af de steder er hos Torben Sønderby i Grønbjerg.
Han er økologisk landmand, og han har travlt. Det har han, efter nogle dele af den danske befolkning hamstrede fødevarer i supermarkederne.
- Fødevareerhvervet er lige pludselig blevet en vigtig del af det her for at få nogle produkter og nogle madvarer ind i butikkerne. Den anerkendelse, vi får i disse dage, tror jeg, at alle landmænd er glade for at få, siger Torben Sønderby.
Landmanden tager sine forhold i forhold til coronasmitte, og derfor er foreløbigt ingen af de fire personer, han beskæftiger, blevet smittet.
Ser hamstring i hele verden
I et andet led i fødevarebranchen – hos Arla-mejeriet i Holstebro – mærker de også til travlhed på grund af coronakrisen.
- Vi ser, at der hamstres i hele verden. Det er der også gjort i Danmark. Det betyder, at vi ser lidt mere produktion, der skal fyldes op på lagrene, fortæller mejeridirektør Jørgen Greve.
Mejeriet i Holstebro producerer smør og smøreost. 4.000 tons om ugen til primært Danmark, England, Tyskland og Mellemøsten.
Så produktionen skal fortsætte.
- Jeg vil ikke sige, at det er lige så vigtigt som medicin. Men der skal fødevarer til, og det betyder, at vi har god gavn af, at vores medarbejdere er fantastisk hjælpsomme, siger direktøren.
Opfylder basalt behov
For landmand Torben Sønderby har det at være landmand og levere varer til forbruger hele tiden været vigtigt.
I den tid, Danmark er i lige nu, er det om muligt blevet endnu vigtigere.
- Jeg er glad for at kunne levere fødevarer til forbrugerne, og jeg er glad for, at der er blevet sat lidt mere fokus på det lige nu her. Det er vigtigt, at der er fødevarer, for det er jo en af de ting, der er basale for os. Jeg er glad for at være med i den ligning, der for det hele til at gå op, siger Torben Sønderby.
På trods af hamstringen og den nedsatte produktion nogle steder i landet står både Torben Sønderby og Jørgen Greve fast på, at der også er mælk, smør og smøreost til danskerne i fremtiden.