Forurenet spildevand skyllet ud i bæk - nu trækkes ministeren ind i sagen
Store mængder af tungmetaller og giftige stoffer er skyllet ud i vandløb ved virksomheden Kronospan på Djursland. Det får nu Dansk Folkeparti til at trække miljøministeren ind i sagen.
I flere år har spånpladefabrikken Kronospan ved Pindstrup skyllet forurenet spildevand ud i naturen.
Nu er udledningen stoppet, men tilbage i naturen gemmer der sig en række potentielt giftige tungmetaller.
TV2 ØSTJYLLANDs dækning af sagen har fanget Dansk Folkepartis opmærksomhed, og nu fortæller folketingskandidat i Østjyllands Storkreds og hovedbestyrelsesmedlem Anders Vistisen, at partiet har rettet henvendelse til miljøminister Lea Wermelin (S).
- De her sager er for vigtige til at falde igennem. Derfor kræver det en klar ansvarsfordeling på myndighedssiden, siger Anders Vistisen.
Ingen undersøger jordbunden for tungmetaller
Miljøstyrelsen overtog kontrollen med Kronospans miljøpåvirkning 1. juli 2017, og indtil da var det Syddjurs Kommunes eget ansvar.
Da Miljøstyrelsen får ansvaret, vurderer styrelsen hurtigt, at forureningen ikke kan fortsætte.
Der bliver derfor etableret en løsning, og nu er udledningen til Pindstrup Bæk stoppet helt - bortset fra overløb ved store regnskyl.
En lang række stoffer vil blive skyllet væk og forureningen vil forsvinde, men anderledes er det med tungmetaller.
Niveauet af tungmetaller i Pindstrup Bæks jordbund er dog angiveligt aldrig blevet undersøgt - hverken af Miljøstyrelsen eller Syddjurs Kommune.
Hvem trækker Sorteper?
Og det har Anders Vistisen en klar holdning til. Han vil have en ansvarsfordeling, der er let at finde rundt i.
Læs også
Lige nu kæmper kommunen og Miljøstyrelsen om at undgå opgaven med at undersøge jordbunden. I en mail begrunder Syddjurs Kommune, hvorfor kommunen ikke har foretaget prøverne.
- Syddjurs Kommune har ikke foretaget sedimentprøver, men har fulgt op på kontrolmålingerne ved overskridelser, sådan som myndighedsrollen er beskrevet, står der i mailen.
På den anden side mener Miljøstyrelsen, at hvis det skal undersøges, hvor meget olie og hvor mange tungmetaller, som er blevet tilbage i Pindstrup Bæk, er det et kommunalt ansvar.
- Miljøstyrelsen er miljømyndighed for Kronospan, men det er vandløbsmyndigheden - her Syddjurs Kommune - som har ansvar for at føre tilsyn og kontrol med Pindstrup Bæk, siger kontorchef Morten Rickers Østergaard fra Miljøstyrelsen.
Læs også
Bør være kommunernes ansvar
Anders Vistisen mener, at myndighedsopgaven rent faktisk bør være hos kommunerne, men det vil kræve, at Miljøstyrelsen kan give den rigtige vejledning til dem.
- Kommunerne har den bedste forudsætning, da de har et lokalt kendskab. Det vil være mest effektivt, siger han.
Læs også
I Anders Vistisens optik er det dybt kritisabelt, at det er medierne, der skal få sat skub i udviklingen i forhold til Kronospan. Han mener, at det tegner et billede af, at sagen har været strandet.
- Det vidner om for svag myndighedshåndtering, siger han.