Desperate gravide: Hvor skal mit barn passes?

Der har længe været mangel på lokale institutionspladser i Skanderborg Kommune. Ifølge politikerne er det løst, men flere oplever stadig at må køre langt med børnene.

Om tre uger har Pernille Nielsen fra Galten termin. Samtidig med hun nyder graviditeten, så er hun bekymret for, hvor hun skal få passet deres kommende datter, når hun skal begynde i institution.

- Jeg er bange for, at vi skal køre rimelig langt hver morgen for at aflevere vores lille pige. 

Selvom der er lang tid til, at hende og manden står og skal bruge en institution til deres kommende datter, så er de bekymret for, at de ikke får en plads lokalt i Galten.

- Vores hverdag vil ikke kunne fungere, og så skal jeg måske til at finde nyt arbejde. Det vil jeg synes, er rigtig ærgerligt, siger Pernille Nielsen.

I den private pasningsordning Skov-Ly i Galten oplever de, at gravide ringer for at få en plads til deres kommende barn.
I den private pasningsordning Skov-Ly i Galten oplever de, at gravide ringer for at få en plads til deres kommende barn.

Der har længe været stor mangel på institutionspladser i Galten – Skovby. 

Derfor har nogle forældre fået plads i nabodistriktet Hørning.

- Det er super frustrerende. Vi flytter ud til de små byer, som de gerne vil have os til, men så nytter det ikke noget, at vi skal til at køre endnu længere, siger Pernille Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

quote I foråret var det massivt, men der er stadig en desperation blandt forældre. Der er gravide, som har skrevet sig op.

Malene Lindegaard Hansen, Skov-Ly.

Børnepasser har 20 på venteliste 

I den private pasningsordning Skov-Ly oplever de, at flere desperate forældre henvender sig for at få deres børn skrevet op til en plads.

- I foråret var det massivt, men der er stadig en desperation blandt forældre. Der er gravide, som har skrevet sig op, siger leder Malene Lindegaard Hansen.

Malene Hansen er leder i den private pasningsordning Skov-Ly i Galten.
Malene Hansen er leder i den private pasningsordning Skov-Ly i Galten.

Institutionen åbnede i august sidste år. Her har de plads til i alt ni børn, men på ventelisten står der nu 20.

- Det er ærgerligt, at man som gravid skal gå og være bekymret for, hvor man skal ende henne, og om man overhovedet har en plads i sit lokalområde, eller om man skal bruge lang tid på transport, siger Malene Lindegaard Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.  

Må holde ferie for at hente og aflevere

Louise Fuglevig Kristiansen og Nicolai Toft Larsen flyttede i august til Galten med deres dreng Mads. De var godt klar over de lokale pasningsproblemer, men de troede, at politikerne havde rettet op på det.

- Vores ejendomsmægler sagde, at nu var der styr på det med institutionerne. Det var ikke noget problem at få plads til sit barn, fordi det havde politikerne taget højde for, og der var sat en masse i søen, siger Louise Fuglevig Kristiansen.

quote Vores ejendomsmægler sagde, at nu var der styr på det med institutionerne. Det var ikke noget problem at få plads til sit barn, fordi det havde politikerne taget højde for.

Louise Fuglevig Kristiansen, gravid, Galten

Små 200 meter fra deres nye hus, der er Skanderborg Kommune ved at bygge en ny integreret institution, men den åbner først den 1. oktober. 

Parret havde søgt om plads til sønnen Mads i tre institutioner i Galten, men de har fået plads i nabodistriktet Hørning. 

- Når Nicolai arbejder udenbys, så er jeg nødt til at tage ferie, for jeg kan ikke nå at aflevere ham halv syv i Hørning og være i Skejby klokken syv, siger Louise Fuglevig Kristiansen.

Når man flytter længere ud på landet, så vil der også være længere til ting, er det så ikke fair nok?

- Jo, og det var vi også forberedt på. Vi var forberedt på at køre lidt, og det er helt fint, men vi havde ikke regnet med, at det var helt til Hørning, siger hun.

Udvalgsformand: - Flaskehalsen er ved at være løst

Trine Frengler (A) er formand for Undervisnings- og børneudvalget i Skanderborg Kommune.

- Jeg ville ønske at vi til en hver tid og dato kan opskrive børn i den institution, som forældrene ønsker. Vi har haft en flaskehals, men Galten-Skovby er ved at være løst, siger Trine Frengler til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge udvalgsformanden så arbejder de på højtryk for at løse udfordringerne, men de kan ikke love, at alle forældre får tilbudt en plads lokalt inden for tre måneder.

quote Jeg vil så også sige, at 98 procent af børnene, som skal have en plads i Skanderborg Kommune, de får en plads til dato inden for eget eller nabodistriktet.

Trine Frengler, formand, Undervisnings- og børneudvalget, Skanderborg Kommune

- Vi har været lidt på hælene, og et byggeri blev udskudt på grund af en teknisk fejl, og det har givet den her flaskehals, siger Trine Frengler og fortsætter:

- Jeg vil så også sige, at 98 procent af børnene, som skal have en plads i Skanderborg Kommune, de får en plads til dato inden for eget eller nabodistriktet.

Skanderborg Kommune er vokset med 6.000 indbyggere de seneste 10 år, og man forventer at vokse med yderligere 7.000 inden 2030. 

Derfor har politikerne taget højde for det i det kommende budgetforlig, fortæller Trine Frengler.

- Over de næste fire år har vi afsat 1,1 mia. til byggeri, hvoraf de 600 mio. kr. de næste fire år går til dagtilbud og skoler. Ni nye dagtilbud, så vi er i fuld gang, siger Trine Frengler.