BMW-bilist overhalede patruljevogn med over 160 km/t
Manden er lørdag blevet varetægtsfængslet i fire uger med en sigtelse for vanvidsbilisme.
En 27-årig mand fra Aarhus står med et forklaringsproblem over for den person, han lånte en BMW af i går, fredag.
Det har han nu minimum fire uger til at tænke over, for i dag blev han ved Retten i Horsens varetægtsfængslet i fire uger med flere sigtelser hængende over sig.
Fredag ved 18-tiden overhalede han en bil med over 160 kilometer i timen på Herningmotorvejen nær Harlev i retning mod Aarhus. Bilen var en civil politibil udstyret med videokamera og hastighedsmåler.
- Betjentene i den startede en måling og holdt sig bag ham i noget tid, til de satte blink på for at signalere, at han skulle standse. Det valgte han at ignorere, og i stedet trådte han på speederen, siger vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi til TV2 Østjylland.
Sigtet for vanvidskørsel
- Det blev starten på en jagt, der gik via Stillingvej til Harlev, hvor den stoppede på Åbovej. Her standsede han bilen og blev anholdt uden dramatik, og i dag er han så blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør, siger Jesper Duus.
Den 27-årige er sigtet for vanvidskørsel på grund af hastigheden, for at have kørt i nødsporet, overhalet højre om og for at køre over for rødt lys. Han er også sigtet efter straffelovens paragraf 252, der handler om at forvolde fare for andres liv eller førlighed.
Politiet beslaglagde bilen, og retten skal senere tage stilling til, om den skal konfiskeres.