Kælder oversvømmet tre gange: Nu forbereder Klaus sig på nye skybrud

I Fårvang er kælderen under Klaus Læborgs hus blevet oversvømmet tre gange på kort tid. Nu forbereder han endnu en oversvømmelse.

- Det kommer til at ske igen. Det er kun et spørgsmål om tid og så må vi forberede os på det.

Sådan lyder den kontante melding fra Klaus Læborg, hvis hus i Fårvang har haft vand i kælderen hele tre gange i år. Alle gange er vandet kommet op af kloarken efter et voldsomt regnskyl.

Seneste oversvømmelse skete i mandags og lørdag brugte Klaus Læborg sammen med kæresten Helle Haeselich sin tid på at forsøge at sikre møblerne i kælderen mod fremtidige oversvømmelser.

VIDEO: Klaus Læborg tog en video mandag, da vandet havde fundet vej ind i hans kælder for tredje gang i år.


Ikke til at holde til

Der var nemlig igen lørdag varslet risiko for skybrud i store dele af Østjylland og da en stor mørk sky dækkede hele horisonten blev parret noget bekymrede.

- Jeg håber da godt nok, at det ikke rammer lige her, lød det fra Klaus Læborg ved synet af skyen.

- Vi er lige knap ved at være færdige med at rydde op efter sidste omgang, så det ville være voldsomt allerede at skulle have en tur så hurtigt igen. Det ville ikke være til at holde til.

Alt på hjul

De seneste oversvømmelser har kostet parret gulvtæppet i kælderen lige som mange af møblerne er af træ og derfor ikke har haft godt af vandet.

- Nu er vi ved at klodse møblerne op og sætte dem på hjul i stedet for på træben, fortæller Helle Haeselich.

- På den måde kan vi hurtigt rulle det væk, hvis der skulle komme vand igen, forklarer hun.