Molslinjen køber ny færge fra Samsø

Molslinjen har købt en færge af Samsø Linien, der skal sejle langelandslinjen.

Molslinjen har købt en færge af Samsø Linien A/S. 

Det bekræfter Molslinjen overfor TV2 ØSTJYLLAND. 

Færgen, der er tale om, har navnet "Lolland" og har i længere tid været lejet af Molslinjen, men først nu er salget sket. 

- Det er en færge, vi har kørt ind i lang tid. Det er et spørgsmål om, at nu var det den rigtige timing til et køb, siger Jesper Maack, PR- og kommunikationschef for Molslinjen, til TV2 ØSTJYLLAND.

"Lolland" blev bygget i 2012 og er en såkaldt dobbeltender-færge. Det vil sige, at den sejler lige godt begge veje og derfor ikke behøver at vende i havnene.

Den blev en del af Molslinjens flåde, da virksomheden overtog Danske Færger i 2018. 

Det er dog først i sidste måned, at færgen officielt blev købt af Molslinjen. 

Jesper Maack ønsker ikke at fortælle prisen på færgen, men fortæller, at færgen får lov til at fortsætte med sin sædvanlige arbejdsopgave på Langelandsbæltet.

- Den skal sejle den samme rute som hidtil, siger Jesper Maack. 

"Lolland" skal dermed fortsætte med at sejle langelandslinjen, der forbinder Spodsbjerg på Langeland og Tårs på Lolland.

RETTELSE: Det fremgik i en tidligere version af denne artikel, at sælgeren var Samsø Rederi. Det var ikke korrekt, og det er derfor rettet til Samsø Linien A/S.