Skandale formodes at have kostet menneskeliv: - Helt uacceptabelt

Situationen er helt uacceptabel, og Region Midtjylland skal forklare sig, lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Amputeringer, der kunne være undgået. Og nu også dødsfald.

Det er, hvad ledelsen i Region Midtjylland nu skal forholde sig til i skandalen om det karkirurgiske område.

Situationen er ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) "helt uacceptabel", slår han fast over for DR.

- Det her vedrører mange patienter, for det er over en længere årrække at det her problem har stået på. Derfor skal regionen nu få rettet op på det, siger Magnus Heunicke til DR.

Region Midtjylland og ikke mindst dens ledelse har stået i orkanens øje, siden det i sidste uge kom frem, at omkring 90 patienter årligt kan have fået ben- eller fodamputeringer, der kunne have været undgået.

Og senest er det kommet frem, at en analyse af området viser, at det sandsynligvis også har kostet menneskeliv.

Kernen i sagen er de patienter, der lider af åreforkalkning. Det kan med tid udvikle sig til koldbrand, som kan nødvendiggøre, at man amputerer den angrebne kropsdel.

Men med forskellige behandlinger og operationer kan man forebygge, at det kommer så langt ud. Region Midtjylland har dog sparet på det karkirurgiske område og har derfor markant færre af den slags forebyggende behandlinger end eksempelvis de andre jyske regioner.

Det kan ifølge overlægen bag analysen, Kim Christian Houlind fra Kolding Sygehus, betyde, at personer er døde.

- Det kan ske af flere årsager. Enten udvikler koldbranden sig for hurtigt til, at man kan nå at amputere patienten.

- Vi ser også i en almindelig karkirurgisk hverdag, at hvis man ikke kan redde et ben, er der nogen - specielt de meget ældre og svækkede patienter - der siger, at de så hellere vil dø med begge ben nu end amputeres.

Du siger, at det må formodes, at nogle af dem dør. Tror du, det er sket?

- Det vil jeg formode, ja.

At Region Midtjylland har så få forebyggende operationer, at det vil have haft de konsekvenser, at patienter er døde?

- Ja. Det, vi gør som karkirurger, er at forebygge død og amputationer. Hvis man kun har halvt så meget karkirurgi, så får man mindre af det, siger Kim Christian Houlind med henvisning til, at Region Midtjylland har en lavere kapacitet på det karkirurgiske område.

Blev advaret inden besparelser

Ingen fra Region Midtjylland eller Aarhus Universitetshospital, hvor et af regionens to karkirugiske afsnit ligger, og hvor mange af amputationerne er foretaget, har ønsket at stille op til interview.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) har tidligere sagt, at han ikke har været informeret om de voldsomme og potentielt dødelige konsekvenser ved nedskæringer på karkirugien.

Det modsiges dog af Dansk Karkirurgisk Selskab, der i to breve i 2019 advarede mod de dengang planlagt besparelser. De kunne lede til en højere risiko for koldbrand, amputeringer og mistede menneskeliv. Altså netop det, der er sket.

Over for DR forklarer Anders Kühnau, at han og regionsrådet fra hospitalerne i Aarhus og Viborg med karkirurgiske afdelinger i marts 2019 fik at vide, at spareplanen var forsvarlig.

VIDEO: Se indslag om sagen fra torsdag aften her

Det kan have kostet både unødvendige amputationer og potentielt også menneskeliv, at det karkirurgiske område i Region Midtjylland i årevis har været underdimensioneret, konkluderer rapport.