Jordemoder kritiserer budget: Flere fødestuer hjælper ikke uden flere hænder

Regionsrådet offentliggjorde tirsdag et budget, der satte flere penge af til blandt andet fødeområdet. Men det er slet ikke nok, lyder kritikken.

Et samlet regionsråd i Region Midtjylland indgik tirsdag en politisk aftale om næste års budget.

Her var et af hovedpunkterne regionens fødegange, der længe har været under pres. Her er der afsat 50 millioner kroner til flere fødestuer på Aarhus Universitetshospital. Derudover er der afsat fire millioner kroner til svangerområdet.

- Det kan være til for eksempel fødselsforberedelse eller flere jordemoderkonsultationer. Den faglige vurdering kan hospitalerne selv foretage i forhold til, hvor de ser den største værdi for borgerne, sagde Anders Kühnau (S), formand for regionsrådet, tirsdag til TV2 ØSTJYLLAND.

De fire millioner er dog ikke noget, der batter, mener Tanja Lyth, der er tillidsrepræsentant for jordemødrene på Aarhus Universitetshospital.

- Det er absolut ikke nok. 24 ville være mere passende, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og tilføjer:

- Det forbedrer ikke situation. Man sætter et lille plaster på en arterie, der står og bløder.

En presset hverdag

Tanja Lyth fortæller om en hverdag for jordemødrene på Aarhus Universitetshospital med dårligt arbejdsmiljø og stress.

- Virkeligheden er, at vi er underbemandet. Cirka hver anden dag har vi problemer med at leve op til kravet om, at til én fødende skal der være én jordemor, siger hun.

quote Det hjælper ikke noget, at vi har flere stuer, hvis vi ikke har flere hænder.

Tanja Lyth, Tillidsrepræsentant AUH

Frem mod 2030 forventer Region Midtjylland, at der bliver født 20 procent flere børn. Det betyder endnu mere pres på fødegangene, hvor folk allerede risikerer at blive afvist.

- Man kan opleve, at vi siger i telefonen, ”desværre, vi har ikke stuer, vi har ikke jordemødre, du må tage hen på et andet sygehus og føde”, siger Tanja Lyth.

Hun fortæller også, at arbejdsmiljøet på de regionale arbejdspladser skræmmer potentielle medarbejdere væk. Aarhus Universitetshospital har fire åbne jordemor-stillinger, men ingen til at tage dem.

- Jordemødrene findes derude, men vælger at arbejde uden for regionen, fordi arbejdsmiljøet på fødegangene er så pressede, som de er, siger Tanja Lyth.

Flere stuer men ikke flere hænder

Jordemødrenes pressede hverdag betyder også, Tanja Lyth ikke er imponeret over regionsrådet nye aftale.

- Man skal være mere ambitiøs, som vi ser i Region Hovedstaden, der snakker om 50 millioner plus i budgettet. Region Syd snakker også om et tocifret millionbeløb. Så synes jeg ærlig talt, at det er en smule useriøst, at Region Midt ikke kan forhandle sig frem til mere, end det de har gjort, siger hun.

Hun fortæller, at hun er glad for de afsatte penge til nye fødestuer, men at det ikke kommer til at hjælpe, hvis de ikke kan tiltrække flere jordemødre.

- Det hjælper ikke noget, at vi har flere stuer, hvis vi ikke har flere hænder, siger Tanja Lyth.

Den nuværende aftale får derfor Tanja Lyth til at frygte for fremtiden.

- Jeg er mega bekymret for, hvad der skal ske med hele fødeområdet, siger hun. 

Tirsdag landede et politisk flertal i Region Midtjylland et budgetforlig for 2022. TV2 Østjylland talte tirsdag aften med regionsrådsformand Anders Kühnau (S).