Statsadvokat: Derfor er 16 års fængsel ikke nok
To uger efter, at Susanne Hein Kristensen blev idømt 16 års fængsel, vurderer statsadvokaten i Viborg, at hun desuden bør dømmes for drab, og i så fald skal straffen også skærpes.
Frifindelse eller dom for drab med skærpet straf?
Det er udgangspunktet for den ankesag, der senere i år kommer til at køre ved Vestre Landsret mod 60-årige Susanne Hein Kristensen, som tidligere har arbejdet som sosu-hjælper på Plejecenter Tirsdalen i Randers.
Da der den 22. februar faldt dom ved Retten i Aarhus, ankede hun på stedet til frifindelse eller en mildere straf, og i dag har anklagemyndigheden så spillet ud med en kontraanke.
- Når den tiltalte anker dommen, som hun gjorde ved domsafsigelsen, kigger vi selvfølgelig på sagen igen og ser på, hvad der er grundlag for at medtage under ankesagen, og der har vi vurderet, at det er drabsforhold, og de tre forsøg på manddrabsforhold, som hun blev frifundet for, dem er der også grundlag for at lade landsretten kigge på, siger statsadvokat i Viborg Jakob Berger Nielsen.
At han vil gå efter en hårdere straf, er helt naturligt, mener statsadvokaten. Hvor hård en straf, er han indtil videre tilbageholdende med.
- Det er for tidligt at sige, hvad påstanden vil være. Jeg har noteret mig, at der har været nedlagt påstand om livstid i byretten. Nu kigger vi på sagen og forbereder den, og så vil vi komme med den præcise påstand, når sagen begynder.
Forsvarer kræver fortsat frifindelse
Forsvarsadvokat Henrik Garlik har også modtaget nyheden om kontraanken fra anklagemyndigheden, og det kommer ikke bag på ham.
- Det er jo ikke usædvanligt, at statsadvokaten kontraanker til skærpelse. Påstanden herfra er stadig frifindelse, sige Henrik Garlik, der har repræsenteret Susanne Hein Kristensen ved sagen i byretten.
Hvornår sagen kommer for landsretten, er ikke klart endnu, men det kan menge vel blive hen mod sommer eller måske på den anden side af sommerferien, vurderer Henrik Garlik, hvis klient imens sidder fængslet.
Hør mere om den spektakulære sag i TV2 Østjyllands podcastserie 'Forgiftet på plejehjem':