De beskriver Susanne som god og kærlig – nu er hun dømt for drabsforsøg
Den spektakulære sag på Plejecenter Tirsdalen i Randers har nu nået sin afslutning. En forhenværende sosu-hjælper er både i byretten og landsretten dømt for fire drabsforsøg og grov vold med døden til følge og fik i byretten 16 års fængsel. Her er, hvad vi ved om hende.
Artiklen er opdateret: Vestre Landsret har torsdag den 23. november stadfæstet byrettens dom. Strafudmåling kommer senere torsdag. Artiklen er oprindeligt bragt i februar 2023. Den er opdateret med de nye oplysninger i sagen.
Ved første øjekast er der ikke umiddelbart noget ved Susanne Hein Kristensen, der stikker ud. Hun passer på mange måder på skabelonen af en nu 61-årig kvinde med et job i plejesektoren.
Hun er gift og har været det i næsten 40 år. Er bosat i den lille by Fårup nord for Randers i et parcelhus. Hun og hendes mand har fire børn tilsammen, og med tiden er der også kommet børnebørn til. Der er endda et lille nyt barnebarn på vej.
Hun udfylder den traditionelle mor-rolle. Binder familien sammen og beskrives som 'god og kærlig'.
Med andre ord har Susanne Hein Kristensen levet et helt almindeligt forstadsliv på overfladen. Men i kulissen har hun begået en række meget grove forbrydelser.
Det har vi nu rettens ord for, da hun først i byretten og senere landsretten - efter over halvandet års ventetid - er dømt for fire drabsforsøg og fire tilfælde af grov vold i den spektakulære sag fra Plejecenter Tirsdalen i Randers. I et af tilfældene grov vold med døden til følge.
Volden og drabsforsøgene er begået mod i alt fire beboer på Plejecenter Tirsdalen, imens hun var på vagt som social- og sundhedshjælper.
Et liv med op- og nedture
I løbet af de i alt 10 retsmøder i Retten i Randers har familien og især ægtefællen til Susanne Hein Kristensen været hendes trofaste støtter.
Ægtefællen har hver morgen ventet ude foran retslokalet på sin kones ankomst for ikke at misse chancen for at udveksle kram, kys og opløftende ord.
De to har levet et godt liv sammen i huset i Fårup frem til varetægtsfængslingen den 14. marts sidste år, har de begge forklaret i retten.
Men det har ikke været et liv uden nedture. For 10 år siden fik Susanne Hein Kristensen kræft, og selvom hun nu er rask, har hun siden da haft svært ved at gå.
Også hendes mand har et langt sygdomsforløb i bagagen med en operation i ryggen, flere blodpropper og en mistet korttidshukommelse.
Derfor nævner vi navnet
TV2 Østjylland har nogle etiske retningslinjer, som også indebærer straffesager. Heri står der, hvornår vi nævner navnet på en dømt.
Vi fortæller kun navne på dømte, der er idømt over to års ubetinget fængsel og er over 18 år gamle. Det betyder også, at vi kun bringer billeder af dømte, der er idømt over to års fængsel.
Men hvis en person kendes skyldig i forbrydelser, der vil give to års fængsel eller derover, bringer vi som udgangspunkt navn og billede.
Det er der tale om i denne sag, og derfor har vi nu valgt at offentliggøre navn og billede på den skyldige.
Susanne Hein Kristensen har passet sin mand selv. Af den grund har hendes ansættelse på Plejecenter Tirsdalen været på deltid. Om dagen har hun taget sig af manden og hjemmet, og om aftenen har hun dedikeret sin tid til plejehjemsbeboerne på afdelingen Bøgen.
Altså lige indtil politiet banker på døren til parcelhuset i midten af marts.
Har sjælden personlighedsforstyrrelse
Under retssagen er det kommet frem, at Susanne Hein Kristensen ikke er helt så ordinær, som førstehåndsindtrykket giver indtryk af.
Hun lider af en sjælden personlighedsforstyrrelse af histrionisk type. Personer med histrionisk personlighedsforstyrrelse har tendens til at reagere anderledes og mere dramatisk end de fleste.
I retten har anklageren læst op fra en psykologisk undersøgelse, der blandt andet beskriver, at Susanne Hein Kristensen på grund af sin personlighedsforstyrrelse kan 'eksplodere i følelser og gøre noget uigennemtænkt'.
Histrionisk personlighedsforstyrrelse bliver kun diagnosticeret hos to til tre procent af befolkningen, og den bliver sjældent behandlet.
Susanne Hein Kristensen har aldrig forud for sagen fået hjælp af en psykolog, har hun forklaret i retten.
Flere bortvisninger i bagagen
Da Susanne Hein Kristensen bliver varetægtsfængslet den 14. marts 2022, har hun arbejdet på Plejecenter Tirsdalen i mere end fire år. Nærmere bestemt siden oktober 2017.
Efter eget udsagn holder hun af beboerne og sit arbejde. Beboerne anerkender hende, men det gør ledelsen ikke.
Ledelsen er ifølge hende grunden til, at hun søger efter nyt arbejde frem til sin anholdelse.
Dommen
Susanne Hein Kristensen er blevet dømt for følgende forbrydelser:
1) Grov vold med døden til følge
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have givet en kvindelig beboer med lægemidlet Baclofen. Beboeren blev indlagt og afgik ved døden den 1. marts.
2) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet en mandlig beboer lægemidlerne Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at beboeren blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
3) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet en mandlig beboer lægemidlerne Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
4) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet kvindelig beboer lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
5) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
6) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
7) Forsøg på manddrab
Ved den 3. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.
8) Forsøg på manddrab
Ved den 13. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.
9) Tyveri af medicin
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 fra Plejecenter Tirsdalen under udførelsen af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, gentagne gange at have stjålet medicin ordineret til beboerne, herunder blandt andet to pakker Combar, en pakke Mirtazapin Hexal, 2,5 diazepam-tabletter samt en pt. ukendt mængde Baclofen-tabletter.
10) Tjenestemisbrug
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have misbrugt sin stilling, idet tiltalte som beskrevet i forhold 9 fra sin arbejdsplads stjal medicin, ligesom tiltalte som beskrevet i forhold 1-8, i den hensigt at dræbe, fejlbehandlede de angivne patienter, hvilket medførte deres død eller umiddelbar risiko herfor.
11) Medicin uden recept
Ved den 14. marts 2022 cirka kl. 13.20 på egen bopæl at have været i besiddelse af 2,5 tabletter diazepam uden at være i besiddelse af gyldig recept hertil.
Desuden mister hun i byretten retten til at virke som social- og sundhedshjælper.
Inden sin ansættelse på Plejecenter Tirsdalen er hun tidligere løbet ind i problemer. Først på Rørbæk Omsorgshjem, hvor hun bliver bortvist på baggrund af en mistanke om tyveri fra en beboer.
Senere på Overlundgården i Viborg, hvor hun også bliver bortvist – denne gang for at have givet en beboer en kanyle, selvom hun ikke må varetage den slags opgaver.
Og nu er Susanne Hein Kristensen altså dømt for at have forsøgt at slå tre beboere på Plejecenter Tirsdalen ihjel og for at have begået grov vold med døden til følge mod en fjerde beboer på sine aftenvagter fra klokken 15 til 23 på specifikke datoer.
Artiklen er oprindelig bragt i februar 2023. Den er opdateret med de nye oplysninger i sagen.
Hør mere om den spektakulære sag i TV2 Østjyllands podcastserie 'Forgiftet på plejehjem':