Kastede kæreste ind i skab og uddelte tæsk
En 35-årig mand er dømt for at slå, sparke og tage kvælertag på sin ti år yngre kæreste, som også blev kastet ind i et skab.
Det stoppede ikke en 35-årig mand, at han allerede var i gang med af afsone en dom med fodlænke, da han 13. oktober overfaldt sin kæreste i deres lejlighed i det centrale Randers.
Adskillige slag og spark i ansigtet og på kroppen samt et kvælertag på den 25-årige kæreste, som kortvarigt besvimede, er blandt de ting, som skete i forbindelse med overfaldet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
Særligt skærpende
Overfaldet var så voldsomt, at den 35-årige nu er blevet dømt halvandet års fængsel for grov vold.
- Det var særligt skærpende, at den 35-årig havde flere forstraffe for vold, og at han begik ny kriminalitet, mens han havde fodlænke på. Det kunne ikke påvises, at kvinden havde været i livsfare, men det var et voldsomt og farligt overfald, og det havde selvfølgelig også indvirkning på straffen, lyder det i pressemeddelelsen fra specialanklager Jakob Beyer.
Ud over slag, spark og kvælertag blev den 25-årige kvinde også kastet ind i et skab.
Det var naboer til parret, som slog alarm til politiet, da de hørte larm. Politiet fandt kvinden på gaden, og hendes skader var så voldsomme, at hun måtte på hospitalet, mens den 35-årige kæreste blev anholdt i lejligheden.
Den 35-årige selv erkendte delvist tiltalen, men han mente dog ikke, at overfaldet havde været så voldsomt, som det var beskrevet i anklageskriftet. Alligevel modtog han dommen.
Han blev desuden dømt for besiddelse af dopingpræparater med henblik på videreoverdragelse, fordi politiet fandt ulovlige dopingmidler i lejligheden.