Fodboldbøller hentet af deres forældre
Det var ikke alle, der kunne holde sig inden for lovens rammer, da der i weekenden blev spillet Superliga-kampe. Flere blev hentet af deres forældre.
Dine forældre kommer og henter dig.
Den besked har fire unge mænd fra Silkeborg fået, efter at de ikke kunne opføre sig ordentligt på udebane i Aarhus.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
Omkring 80 unge mænd i alderen 15 til 18 år var taget med tog til Aarhus for at se Silkeborg spille mod AGF. De endte med at slå sig sammen med andre, så cirka 100 personer fulgtes ad ud mod Ceres Park i Marselisborgskovene.
Det gik dog ikke gnidningsfrit, beretter politiet i døgnrapporten. Kort efter afgang fra Banegårdspladsen blev en 16-årig sigtet for at bryde maskeringsforbuddet, da han bar en pose med det, der af politiet beskrives som balaclavaer eller elefanthuer.
I posen fandt betjente desuden fyrværkeri og kokain, hvilket førte til yderligere to sigtelser. Ifølge Østjyllands Politi blev han derefter hentet af sine forældre fra Silkeborg.
Skulle tage bussen hjem
En 15-årig havde heller ikke helt forstået reglerne om maskering, da han efter et toiletbesøg på en restaurant på Telefontorvet i det centrale Aarhus blev fundet i besiddelse af maskering. Politiet fik fat i hans pårørende, og det blev aftalt, at han skulle tage bussen hjem.
På Åboulevarden gik en 17-årig sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, da han satte klistermærker op. Da politiet ville finde ud af, hvem han var, nægtede han at oplyse sit navn, og så blev han anholdt. Han endte med at blive hentet af sin far.
I alt blev to personer anholdt, og fire unge mænd fra Silkeborg blev hentet af deres forældre.
16 sigtelser
Optakten til fodboldkampen i Aarhus gav følgende 16 sigtelser fordelt på omkring ti forskellige personer med tilknytning til begge hold:
Fem for maskering
Fire for ordensbekendtgørelsen
Tre for fyrværkeri
To for knivlov
To for besiddelse af kokain
Søndag var der også Superliga-fodbold i Randers, og her var der ifølge Østjyllands Politi mindre at se til. En 21-årig mand blev dog sigtet for at bryde sit karantæneforbud mod at komme på stadion.
Kampen mellem AGF og Silkeborg endte 1-1 efter et mål i overtiden af gæsternes Tonni Adamsen. Randers FC scorede også i overtiden og vandt dermed 1-0 over Lyngby.