Jobcentrene nedlægges: Rasmus’ mor græd af glæde
Rasmus Dalgaards mor, Karin Dalgaard, græd af glæde, da hun hørte, at regeringen nedlægger jobcentrene.
Jobcentrene skal nedlægges. Det fremgår af det regeringsgrundlag, der onsdag blev fremlagt.
Og den nyhed gik rent ind hos Karin Dalgaard, der er mor til Rasmus Dalgaard. Siddende i sin bil på vej til Sønderjylland begyndte tårerne at trille.
- Jeg blev bare så rørt og glad, siger Karin Dalgaard.
I syv år var hun med som bisidder, mens Rasmus Dalgaard kæmpede med Jobcenter Randers, inden han med en PTSD-diagnose i bagagen blev tilkendt førtidspension.
Du kan læse hele Rasmus Dalgaards historie her.
- Det nuværende system har spillet fallit. Der er mange, som stadig er i klemme, og folk skal ikke piskes rundt, som de bliver nu, siger Karin Dalgaard.
Store besparelser bekymrer ikke
Den nye regering har planer om at ”sætte den enkelte ledige i centrum”. Derudover skal a-kasser og private leverandører spille en større rolle, når det kommer til dem, der i kortere perioder står uden arbejde.
Samtidig vil man dog spare tre milliarder kroner på området – det er rundt regnet en fjerdedel af områdets samlede budget.
- Det bekymrer mig ikke. Havde man for fire-fem år siden fundet et fleksjob til Rasmus, havde man sparet rigtig mange penge, og samtidig havde man haft en ekstra på arbejdsmarkedet, siger Karin Dalgaard.
Selvom der endnu ikke ligger konkrete planer for, hvad der træder i stedet for jobcentrene, er Karin Dalgaard sikker på, at det ikke kan blive værre end det nuværende system.
- Rasmus betaler stadig prisen for det, han var udsat for. Det er virkelig fornuftigt at gentænke det og gøre det på en anden måde, siger Karin Dalgaard.
Dybe panderynker hos socialrådgiverne
Modsat Karin Dalgaard er Dansk Socialrådgiverforening bekymret for besparelserne.
Idéen om at nytænke beskæftigelsesområdet får pluspoint hos foreningen, men måden, det gøres på, skaber dybe panderynker.
- Jeg er dybt bekymret over, at regeringen i samme åndedrag siger, at de vil skære tre milliarder - en fjerdedel af områdets finansiering, siger Signe Færch, der er forkvinde hos Dansk Socialrådgiverforening.
- Nytænkningen får trange kår, hvis den tager udgangspunkt i kæmpe besparelser, og jeg frygter, at taberne vil være de arbejdsløse, som har misbrug, psykiske lidelser, anbringelser i barndommen eller andet med i rygsækken.
Dansk Socialrådgiverforening har tidligere selv foreslået at skrotte en del af de forløb, der i dag kendetegner jobcentrene.