Fleksjobber eller førtidspensionist? Nu bliver Rasmus' fremtid afgjort
Efter Rasmus Dalgaard har levet i uvished i flere måneder, træffer Randers Kommune i dag en ny afgørelse i hans sag.
Tirsdag eftermiddag får Rasmus Dalgaard langt om længe klarhed over sin fremtid. Om det bliver en fremtid som fleksjobber, førtidspensionist eller endnu et forløb i jobcentret, bliver nemlig afgjort på et møde med Jobcenter Randers’ rehabiliteringsteam.
Familien og deres rådgiver går ind til mødet med argumenterne for – og håbet om – at Rasmus Dalgaard træder ud fra jobcentret som førtidspensionist, da de mener, hans tilstand er så skidt, at han nu heller ikke kan bestride et fleksjob.
Frygten er, at det bliver endnu en tørn med ressourceforløb eller en udskydelse af afgørelsen.
- Jeg håber, kampen slutter i morgen (tirsdag, red.), men min mavefornemmelse er ikke specielt god, siger Rasmus Dalgaards mor, Karin, forud for mødet.
Fik konstateret PTSD
Rasmus Dalgaard satte dagsorden, da han i maj stillede sig frem og fortalte om et syv år langt jobcenterforløb i Randers. Her var han først sygemeldt med stress og depression, men forløbet med jobcentret fik ham kun længere væk fra arbejdsmarkedet.
I januar, hvor han senest var til et møde med kommunens rehabiliteringsteam, endte mødet med, at han blev tilkendt et treårigt ressourceforløb. Det var selvom, der forud for mødet lå klare lægelige advarsler om, at Rasmus Dalgaard risikerede at udvikle PTSD ved yderligere pres fra jobcentret.
Kort efter diagnosticerede en psykiater da også Rasmus Dalgaard med netop PTSD og kronisk udbrændthed. Det fik kommunen til at trække deres forløb tilbage.
Du kan læse og se de første historier om Rasmus Dalgaard her, her og her.
Sagen kort
I 2015 bliver Rasmus Søndermølle Dalgaard sygemeldt fra sin læreplads som smed med stress og depression.
Rasmus bliver i 2017 og 2018 udredt for svære søvnproblemer. Samtidig finder man ud af, at han lider af Asperger og ADD.
Fra August 2016 frem til 2021 bliver Rasmus sendt ud i forskellige virksomhedspraktikker. Først hos Tradium, siden hos Randers Jagt og Fiskeri, Netto og DesignSmedien. Rasmus’ timeantal falder for hver gang, så han nu kun er i stand til at arbejde 2-3 timer i ugen.
I november 2021 advarer Rasmus’ egen læge mod, at han bliver sat i yderligere afprøvning. Det vil kun gøre hans tilstand værre, og i værste fald risikerer han at udvikle PTSD-lignende symptomer.
I januar 2022 tilkender jobcentret Rasmus et treårigt ressourceforløb, der skal udvikle hans arbejdsevne.
I februar 2022 får Rasmus konstateret PTSD og kronisk udbrændthed hos en psykiater. Det er konklusionen, at ”det konstante pres (fra jobcentret, red.) på RSD har medført en kompleks posttraumatisk belastningsreaktion.”
Familien klager over ressourceforløbet, og i april 2022 vælger kommunen at droppe ressourceforløbet.
Ministeren på banen
Allerede efter den første historie om Rasmus Dalgaard ramte landets medier, udtalte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sig i hårde vendinger om kommunernes ageren på jobcentrene.
- Det er ikke sådan, det skal være. Og det står allerede meget klart i reglerne, at man ikke må igangsætte nogle beskæftigelsesindsatser over for borgere, hvis det kan forværre deres helbredsmæssige situation. Det burde kommunerne også vide, siger Peter Hummelgaard.
- Jeg synes efterhånden også, at vi har set alt for mange af disse sager. Både kommunerne og KL er altså også nødt til at tage ansvar for at sagerne bliver behandlet ordentligt og korrekt.
Enhedslisten har sidenhen kaldt ministeren i samråd om sagen.
Undersøgelse af jobcentret
Randers Kommune har sagen igennem fastholdt, at den ikke har lavet nogen fejl i Rasmus Dalgaards sag.
Derfor mente et flertal i byrådet indledningsvis heller ikke, at det var nødvendigt at undersøge sagen og jobcentret yderligere. Efter en måneds debat blev et samlet byråd dog enig om, at det var nødvendigt med en undersøgelse af jobcentret.
Ifølge det nu vedtagne forslag skal et eksternt konsulentfirma lave en tilfredshedsundersøgelse med borgere, der er eller har været i kontakt med jobcentret. Det fremgår ydermere af forslaget, at undersøgelsen skal have særligt fokus på borgere, der har været i jobforløb på over to år.
Her er det vedtagne forslag
Der igangsættes snarest muligt en borgertilfredshedsundersøgelse på Jobcenter Randers, både ved spørgeskema og fokusgruppeinterview. Det væsentligste fokus skal være på oplevelsen af samspillet mellem borger og Jobcenter, oplevelse af det samlede forløb mm. I borgertilfredsundersøgelsen skal indgå både borgere, som i dag er i kontakt med Jobcentret, og borgere som har været i kontakt med Jobcentret. Undersøgelsen skal have et særligt fokus på de lange forløb over 2 år.
Forvaltningen designer borgertilfredsundersøgelsen sammen med et eksternt konsulentfirma.
Beskæftigelsesudvalget taler på et seminar til august 2022 om kodeks for det gode møde mellem borger og Jobcentret.
Når borgertilfredsundersøgelsen er færdig igangsættes følgende proces:
- Der nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter fra arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, Handicaprådet, Udsatterådet, 2 praktiserende læger valgt af kommunens lægefaglige udvalg, samt ledelses- og medarbejderrepræsentanter. Arbejdsgruppen præsenteres for borgertilfredshedsundersøgelsens resultater.
- Arbejdsgruppen kommer med en udtalelse på baggrund af borgertilfredshedsundersøgelsen resultater.
- Arbejdsgruppens udtalelse skal desuden indeholde forslag til, hvad der kan indgå i et fremtidigt kodeks for samarbejdet mellem borgerne og Jobcentret og eventuelle forslag til ændringer til de typiske forløb, herunder forslag til kortere forløb i det omfang lovgivningen giver et kommunalt råderum. Arbejdsgruppen skal have særligt fokus på de lange forløb over 2 år.
- Derudover inviteres en gruppe af praktiserende læger til en rundbordssamtale om ovenstående emner.
- Byrådet præsenteres på et temamøde for borgertilfredsundersøgelsens resultater, arbejdsgruppens udtalelse og arbejdsgruppens forslag samt referat fra rundbordssamtalen med de praktiserende læger. Byrådet drøfter på temamødet, hvilke elementer der skal indgå i et fremtidigt kodeks for samarbejdet mellem borgere og Jobcentret og øvrige ændringer i det omfang lovgivningen giver et kommunalt råderum. Dette udgør grundlaget for beskæftigelsesudvalgets arbejde med formulering af et kodeks og arbejdet med en ny beskæftigelsespolitik.
Nærmere beskrivelse af borgertilfredshedsundersøgelsen – Jobcenter Randers
- Borgertilfredshedsundersøgelsen gennemføres af et eksternt konsulentfirma. Der indhentes 2 tilbud. Der er estimeret en pris på ca. 700.000 kr.
- Undersøgelsen forventes gennemført i efteråret 2022.
- Forvaltningen udarbejder design af undersøgelsen sammen med det valgt konsulentfirma. Helene Bækmark og Jesper Kaas Schmidt indgår i styregruppen sammen med det eksterne konsulentfirma.
- Undersøgelsen er anonym.
- Undersøgelsen skal være kortfattet og let at besvare.
- Der inviteres et repræsentativt udsnit af borgere som deltager eller har deltaget i kortere og længere forløb (herunder lette og mere komplekse forløb) på Jobcenter Randers.
- Der vil både være spørgeskemaundersøgelse og fokusgruppeinterview. I fokusgruppeinter-view deltager kun det eksterne konsulentfirma sammen med en gruppe borgere.
- Borgere, der inviteres til at deltage, er et udvalg af borgere, som henholdsvis er i kontakt med Jobcentret på tidspunktet for undersøgelsen, eller som inden for 1 år inden undersøgelsen igangsættes har været i kontakt med jobcentret.
- Målgruppen for undersøgelsen er: forsikrede ledige, jobparate kontanthjælpsmodtagere, sygedagpengemodtagere, borgere i fleksjob eller på ledighedsydelse, borgere i jobafklaringsforløb og borgere i ressourceforløb.