15-årige Nanna kører 110 kilometer i timen på en kælk
Nanna Vestergård Johansen håber på i fremtiden at kunne deltage i vinter OL i sporten skeleton.
Vinter-OL i Beijing skydes officielt i gang fredag, og et af de nyeste discipliner på programmet er kælksporten skeleton.
Ingen har kvalificeret sig til at repræsentere Danmark i år, men en ung pige fra Randers er fast besluttet på at kæmpe for dansk OL-metal, næste gang den olympiske flamme tændes.
- Min drøm er at komme til ungdoms-OL i 2024 i Sydkorea. På længere sigt kunne jeg vildt godt tænke mig at komme til det helt store OL, vinter OL, fortæller Nanna Vestergård Johansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Skolen skal balanceres
Hun er kun 15 år gammel, men hos Danmark Bobslæde og Skeleton i Randers jagter hun en professionel karriere på isen.
Men når man har store drømme, er det ikke altid lige nemt at være teenager.
Læs også
- Jeg er 15 år, og der følger jo også en 9. klasse med, som jeg også skal passe, samtidig med at jeg også skal lave det her Skeleton. Det er ikke det nemmeste, vil jeg sige. Der er nogle uger, hvor man simpelthen ikke er i skole, for der er man i udlandet på is, siger Nanna Vestergård Johansen.
En farlig sport
Skeleton er en kælkesport, hvor du ligger på maven, og kører med hovedet forrest, og det er ikke helt ufarligt.
- Man kan sige, at når man er her i nybegynderperioden, så rammer man de her bander, der er ude på siden. Der er nogle albuer, der har været ude af funktion i nogle dage, og nogle lår, der har været kulsorte, fordi de blåmærker ligesom har udviklet sig, siger Nanna Vestergård Johansen.
Læs også
For at komme tættere på OL-drømmen var hun i december på træningslejr i den schweiziske by Altenberg for at prøve kræfter med en ægte iskanal.
- Det kan godt være ekstremt, når der er så meget fart, der kan komme lige foran hovedet på en, fortæller Nanna Vestergård Johansen om oplevelsen.
De danske skeletonkørere har ikke kvalificeret sig til vinter-OL i år, men meget kunne godt tyde på, at den her stålsatte pige fra Randers, bliver Danmarks OL-håb i fremtiden
- Om jeg er for ambitiøs for en 15-årig? Kun ens drømme kan sætte begrænsninger stort set, så det man kan forestille sig til, vil jeg egentlig se som muligt.