Skal forklare sig i retten
Tre udsmidnings-truede familier fra Gellerup får mulighed for at fremlægge deres sag i retten.
Fogedretten i Århus skal i begyndelsen af næste måned behandle tre af de meget omtalte udvisningssager fra Gellerup.
Brabrand Boligforening vil smide familierne ud, fordi ders børn har begået kriminalitet på boligforeningens område. Familierne nægter imidlertid at flytte ud af deres lejligheder, og derfor skal fogedretten i Århus tage stilling til sagerne.
I første omgang skal fogedretten udelukkende afgøre, hvorvidt det i det hele taget er dens opgave, at behandle de tre sager. Familierne vil sandsynligvis argumentere for, at sagerne i stedet skal behandles i boligretten.
Sagen har vakt stor opmærksomhed på grund af dens principielle karakter - ikke mindst hos landets øvrige boligforeninger med kriminalitets-problemer.