DMI advarer: Skybrudvarsel
Det våde vejr er atter over os igen
Onsdag morgen og formiddag kan der falde så meget vand, at der vil være tale om skybrud flere steder.
Det er med at være beredt med paraply og regnfrakke, hvis man skal ud af døren onsdag morgen eller formiddag. For her kan rigtig mange danskere se frem til så kraftige regnbyger, at der muligvis vil være tale om skybrud, advarer vejrtjenesten DMI.
DMI har udsendt en varsling om skybrud i Midt- og Vestjylland, Østjylland samt Syd- og Sønderjylland, hvor der stedvis kan falde mere end 15 millimeter regn på 30 minutter. Også Nordjylland, Fyn, Vest- og Sydsjælland samt Lolland og Falster kan risikere at blive ramt af skybruddet.
På DMIs hjemmeside er varslet for Midt- og Vestjylland, Østjylland og Syd- og Sønderjylland markeret med farven gul, hvilket er knap så alvorligt som varslinger med rød eller orange.