Vejret er med dem: Sidste uge med livreddere på stranden
Flot sommervejr de kommende dage kan give livredderne på de østjyske strande travlt, inden de om en uges tid pakker sammen for i år.
Med udsigten til flot vejr i løbet af ugen er der også gode chancer for liv på strandene.
Det er de også forberedt på hos Trygfondens Kystlivredning, der har livreddere på flere østjyske strande. Det er de nemlig både i denne uge og til og med næste onsdag, 17. august.
Dermed er der opsyn med badegæsterne fra klokken 10 til 18.
Læs også
- Det ser ud til, at vi får en god og lun afslutning på badesæsonen, og forhåbentligt vil mange benytte lejligheden til at få en sidste dukkert på strandene med livredderne, siger René Højer, projektchef i TrygFonden, i en skriftlig kommentar.
Ifølge TV 2 Vejret kan temperaturerne i weekenden nå op på 27 grader i det østjyske - og med høj sol i tilgift.
Læs også
- I løbet af sæsonen har livredderne mødt og talt med mange strandgæster, og vi håber, at det har medvirket til, at endnu flere er blevet opmærksomme på, hvilke forholdsregler der kan gøre badeturen mere tryg, siger René Højer.
Råd: Bad aldrig alene
Selvom livredderne pakker sammen for i år, betyder det dog ikke, at danskerne ikke bader, og derfor understreger livredderne også baderåd nummer et – bad aldrig alene.
- Især strøm og vindforhold skaber farlige situationer, og derfor er det godt at have en makker med, så man kan hjælpe hinanden, hvis der opstår problemer, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.
Læs også
I sidste uge betød livreddernes tilstedeværelse blandt andet, at to personer blev reddet i land, da de var kæntret med en båd to kilometer fra kysten ved Grenaa. Derudover ydede livredderne i 33 tilfælde førstehjælp.
Foruden stranden i Grenaa er Trygfondens livreddere også til stede på Saksild strand, Moesgaard strand samt i Aarhus ved Den Permanente og havnebadet på Aarhus Ø.
TV2 ØSTJYLLAND var tidligere på sommeren med livredderne på første arbejdsdag: