Opsang fra livreddere: Hold øje med jeres børn i vandet!
Nylige badeulykker med børn involveret får nu livredder-organisation til at råbe vagt i gevær.
Når børn går i vandet, skal voksne holde øje - eller endnu bedre gå med ud.
Sådan lyder den helt klare opfordring fra Trygfonden Kystlivredning.
Meldingen kommer efter flere redningsaktioner denne sommer, hvor børn har måttet reddes i land, fordi de ikke selv var i stand til det. Det var tilfældet på strande på Bornholm og i Nordjylland, hvor i alt fire børn var kommet for langt ud.
- Heldigvis kom alle børnene tilbage på land i god behold, men det viser, hvor hurtigt hyggelig leg i vandet kan ændre sig til alvor, siger Lasse Serup Jensby, driftsleder i Trygfonden Kystlivredning.
Læs også
Han opfordrer til at være tæt på børnene, så man kan hjælpe dem i tilfælde, hvor de ikke selv har styr på situationen. For eksempel hvis en stor bølge vælter dem, eller hvis de svømmer så langt ud, at de ikke kan bunde.
- Når du bader sammen med dine børn, får du også en bedre fornemmelse af, hvad de kan og tør i vandet.
- Så kan du samtidig være med til at motivere dem til at blive endnu bedre til at svømme eller dykke, så de rykker deres grænser og bliver mere sikre i vandet, siger Lasse Serup Jensby.
Der opfordres også til, at luftmadrasser og badedyr bliver efterladt inde på land, hvis der er fralandsvind, som ellers vil kunne sende børn og andre badende for langt ud.
Sådan ser det ud i Østjylland
Trygfonden Kystlivredning registrerer løbende de aktioner, deres livreddere kommer ud i.
Herunder kan du se tallene for uge 27.
- Moesgaard: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 2 forebyggende aktioner og 205 oplysende indsatser
- Grenaa: 0 livreddende aktioner, 9 førstehjælpsaktioner, 43 forebyggende aktioner og 88 oplysende indsatser
- Den Permanente: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 8 forebyggende aktioner og 89 oplysende indsatser
- Saksild: 0 livreddende aktioner, 11 førstehjælpsaktioner, 9 forebyggende aktioner og 235 oplysende indsatser
- Aarhus Ø Havnebad: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 145 oplysende indsatser
I alt var der altså i uge 27 ingen livreddende aktioner, 24 førstehjælpsaktioner, 62 forebyggende aktioner, 762 oplysende indsatser.
Livreddende aktioner er, hvor det vurderes, at en eller flere personer var i livsfare.
Førstehjælpsaktioner er eksempelvis snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.
Forebyggende indsatser er, hvor livredderne har været ude i vandet for at advare folk, der eksempelvis har taget en luftmadras/gummibåd/badedyr med i vandet ved fralandsvind, eller få dem til at svømme tættere på land.
Oplysende indsatser er, hvor livredderne har været i kontakt med badegæster om fx de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.
Kilde: Trygfonden Kystlivredning