Sjælden komet passerer tæt forbi Jorden
Det vil muligvis kunne lade sig gøre at se komet, der den næste tid passerer Jorden. Bedste forhold er lørdag.
En komet, der ikke har kunnet ses fra Jorden i 50.000 år, kan måske ses over Danmark de kommende dage.
Det skriver TV 2 Vejret.
Det er kometen, der hedder C/2022 E3 (ZTF), som nærmer sig Jorden. Og det kan blive muligt at se kometen med det blotte øje.
Kometen vil være tættest på Jorden 1. februar. Her vil den passere i en afstand på 42 millioner kilometer.
Men fordi det sker fire dage før fuldmåne, og det påvirker lyset fra månen, vil der være bedst chance for at se kometen i de kommende dage.
Kig efter Karlsvognen
For at se kometen fra Jorden er det nødvendigt, at der er mindst mulig lysforurening. Både fra månen og kunstige lyskilder omkring.
Lørdag aften er der nymåne og dermed optimale forhold natten igennem, skriver TV 2 Vejret.
Vil man se efter kometen, skal man kigge mellem Karlsvognen og Nordstjernen, hvor kometens bane går.
Forventningen er, at kometen lørdag vil befinde sig ud for den yderste stjerne i Karlsvognens vognstand, skriver TV 2 Vejret.
Ud over lysforurening er det vigtigt, at der ikke er skyer i vejen for kigget op til kometen.
Kan gå 50.000 år før den kommer forbi igen
Mens fredag er præget af skyer og lidt nedbør, ser vejret lørdag og søndag ud til at blive bedre. Det siger Erik Hansen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Der ligger en del skyer, men der er også chancer for at se solen i løbet af weekenden, siger han til Ritzau.
Kometen, der de kommende dage kan ses, blev ifølge TV 2 Vejret ikke opdaget før sidste år.
Ser man ikke kometen i denne omgang, går der 50.000 år, før den viser sig på nattehimlen igen.