Regn spærrer bro på ubestemt tid
14 dages spærring af bro nordøst for Silkeborg var ikke nok, for vandet står stadig så højt, at vejene er spærret.
Frem med tålmodigheden.
Bilister og andre færdende, der normalt benytter Sørkelvej, har i 14 dage måttet finde andre veje, da broen over Gjern Å er oversvømmet og vejen derfor er spærret af Silkeborg Kommune.
I første omgang havde kommune varslet spærring til og med den 16. januar, men vinterens vandmasser er tilsyneladende ikke enige i den varsling.
Derfor er broen og dermed vejen altså fortsat spærret - på ubestemt tid. Det fremgår af et Facebook-opslag på Silkeborg Kommunes hjemmeside.
- Der er stadig så meget vand på vejen, at det ikke er sikkert at åbne vejen. Vi åbner vejen, så snart vi mener, at det er forsvarligt, skriver Silkeborg Kommune.
Det umiddelbare, og nok noget usikre, varsel fra kommunen er, at vandstanden formentlig vil stige yderligere de kommende dage for derefter at falde, da der er udsigt til en periode med mere tørvejr.
Det er langtfra første gang, at broen ved Sminge bliver oversvømmet. Senest i marts 2022.
Kommunen gør i øvrigt opmærksom på, at er ens ejendom truet af oversvømmelse, kan man hente gratis sandsække hos Midtjysk Brand & Redning alle ugens dage mellem klokken 8 og 16.