Politiet kommer med godt ferietilbud - til indbrudstyvene
Ferie er lig med flere tomme huse. Østjyllands Politi viser i den anledning detentionen frem for potentielle indbrudstyve og opfordrer til, at man sikrer sit hjem, inden man tager på ferie.
Det er efterårsferie, og det betyder også, at mange østjyder forlader deres hjem for at rejse på ferie i enten ind- eller udland.
Det medfører en masse tomme huse - og dermed ideelle forhold for indbrudstyve.
Derfor har Østjyllands Politi slået et opslag op på Facebook, hvor de opfordrer alle til, at man sikrer sit hjem og laver en god aftale med naboerne, inden man smutter afsted på ferie. Som et humoristisk spin på et ellers alvorligt budskab er opslaget slået op som 'et godt ferietilbud til indbrudstyvene'.
- Kære Indbrudstyv. Drømmer du om at komme på et ophold i efterårsferien, så har vi et lille værelse ledigt til dig. Vi tilbyder et spartansk indrettet rum uden udsigt og med en dejlig, fast hård seng. Der er ingen roomservice, men vi passer godt på dig og sikrer, at du har det godt, og at du får et ophold uden unødige forstyrrelser fra gæster eller mobiltelefon, skriver Østjyllands Politi i Facebook-opslaget.
Til opslaget er der tilføjet et billede af en betjent, der fremviser cellen, som indbrudstyve kan få glæde af, hvis de bliver fanget med fingrene i kagedåsen.
Herefter følger opfordringen til dem, der planlægger at rejse væk på ferie, om at sikre deres hjem og alliere sig med naboerne.
- Vi går ikke på ferie, men vil køre nogle ekstra ture rundt i villakvarterne for at holde øje med, om der skulle være nogen derude, der har brug for et ophold i vores lille værelse, slutter opslaget.
Det seneste døgn er der blot blevet anmeldt ét indbrud i privat beboelse i Østjyllands Politikreds. Det fandt sted fredag aften i Mårslet.
Se opslaget fra Østjyllands Politi her: