Overlæge: Om en uges tid kan smittetal begynde at stige

Der er registreret 497 nye coronatilfælde. Det er på linje med den seneste udvikling, men snart kan det stige.

Antallet af coronasmittede har været nogenlunde stabilt den seneste uge, hvor antallet af daglige tilfælde er svinget mellem 450 og 600.

Den udvikling er fortsat det seneste døgn, hvor der er registreret 497 nye smittetilfælde. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Men om en uges tid kan smittetallene begynde at stige, efter at der mandag er blevet genåbnet dele af samfundet - for eksempel butikker.

Det vurderer Lars Østergaard, ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

- Hvis der kommer en stigning, vil vi se det i løbet af en uges tid. En til to uger efter det vil vi se, at der måske kommer flere indlagte, siger han.

Mindre pres på hospitalerne trods flere indlagte

Antallet af indlagte med coronavirus er steget med 12 til 243.

Tallet for indlagte skal læses med det forbehold, at der normalt bliver udskrevet færre patienter i weekenderne, da der er mindre personale til at tage imod ude i kommunerne.

Da tallene er trukket mandag morgen, vil man typisk først se et mere præcist billede på udviklingen i indlæggelserne i tirsdagens opgørelse.

quote Nu er der mange, der er i risiko for at komme på hospitalet eller miste livet, som er blevet vaccineret.

Lars Østergaard, ledende overlæge på infektionsmedicinsk på AUH

Epidemien toppede på hospitalerne i starten af januar med 954 indlæggelser, men er siden da faldet med omkring 75 procent.

Lars Østergaards forhåbning er, at der kommer mindre pres, hvis antallet af indlagte stiger, end under anden bølge af corona.

- Nu er der mange, der er i risiko for at komme på hospitalet eller miste livet, som er blevet vaccineret.

- Derfor vil vi nok se, den andel bliver mindre, lyder det fra overlægen.

Der er det seneste døgn vaccineret yderligere 11.017 personer, så 429.887 danskere nu har fået første stik med en coronavaccine. Det svarer til 7,4 procent af befolkningen.

Heraf har 184.435 fået begge stik. Det svarer til 3,2 procent af befolkningen.

De 497 nye smittetilfælde er fundet i 138.184 PCR-test i de offentlige testcentre og på sygehusene.

Andelen af positive - positivprocenten - er på 0,36, hvilket også er samme niveau som den seneste tid.

Ud over de 497 nye smittetilfælde er der fundet 126 positive test i 36.848 lyntest, der blev foretaget søndag.

Det er uvist, hvor stort et overlap der er mellem personer, der er testet positive i både PCR-test og lyntest. Derfor kan man ikke bare lægge tallene sammen.

Der er det seneste døgn registreret fire dødsfald. Samlet har Danmark haft 2365 coronadødsfald det seneste år.