Lokalplaner er en stopklods for bæredygtigt byggeri

Østjysk firma støder dagligt ind i problemer med kommunernes lokalplaner, når de vil bygge bæredygtige huse.

Kommunernes lokalplaner er en daglig udfordring for Galten-virksomheden Jakobsen Huse, der har specialiseret sig i at bygge bæredygtige klimahuse.

De er blandt andet firmaet bag ’Villa Grenaa’, der har fået flere certifikater på, at boligen er blandt de mest bæredygtige i hele verden.

Jakobsen Huse står bag byggeriet af huset her i Grenaa, der var den første familiebolig i verden, der fik en PEFC-certificering, hvilket er et bevis på, at det er lavet af mere end 70% genbrugstræ.

Problemerne skyldes, at rigtig mange lokalplaner indeholder krav til facadens og tagets materialer. Det har igennem mange år være kutyme at bygge i mursten og med tegltag.

Den byggeform er derfor et krav i mange lokalplaner, og det skaber problemer, når kunder ønsker at bygge et af Jakobsen Huses bæredygtige boliger, da de bliver lavet med træfacade og ståltag.

Jakobsen Huse og deres kunder er flere gange gået i dialog med kommuner omkring lokalplanerne, men ifølge firmaets direktør og ejer, Maria Jakobsen, tager kommunerne ikke hensyn til bæredygtigheden.

- Når de ser os, ser de kun, at vi bygger træhuse, og så snakker vi om, hvordan de ser ud. Vi når aldrig til, hvorfor vi bygger huse i træ. Det handler slet ikke om bæredygtighed, men kun om udseende, siger Maria Jakobsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Bæredygtigt byggeri er fremtiden – men det tager tid

Lokalplaner tager ifølge Henrik Bisp, der er ekspert i arkitektur, byggeteknik og huseftersyn ved Bolius, næsten altid udgangspunkt i udseende, da der er klare nationale regler om det byggetekniske.

Han anerkender dog, at den bæredygtige udvikling på boligområdet lider en smule under lokalplanernes hensyn til historisk udseende og arkitektonisk sammenhæng.

Han ser dog en fremtid, hvor bæredygtigt byggeri vil vinde frem, og hvor interessen for dem vil få kommunerne til at genoverveje nogle af deres lokalplaner.

- Om 100 år vil man se tilbage på den tid vi er i nu og se, at der var et skift i vores byggestil, fordi der var et miljøhensyn, der skulle tages højde for, siger Henrik Bisp til TV2 ØSTJYLLAND.

Den proces er Jakobsen Huse en af forgangsvirksomhederne på, og det kan ifølge Henrik Bisp være en af grundende til, at de støder ind i så mange udfordringer. Men det er ifølge ham rigtig vigtigt, at nogen er villig til at tage de første skridt.

- Jeg tror at man må have så meget tålmodighed som muligt og ikke give op. Når man møder problemer med kommunen, så skal der presses på. Det er ikke sikkert man får noget ud af det, men det er noget kommunerne vil genoverveje, hvis interessen er stor nok, siger Henrik Bisp til TV2 ØSTJYLLAND.

Genbrugsmursten som klimakompromis

Jakobsen Huse har måttet erkende, at kommunerne er tunge at danse med, og de er derfor i gang med at udtænke et kompromis, så folk i områder med strikse lokalplaner måske alligevel kan få en bæredygtig bolig.

Jakobsen Huse vil fremover arbejde på at lave huse i bæredygtigt træ, men give dem en facade af genbrugsmursten
Jakobsen Huse vil fremover arbejde på at lave huse i bæredygtigt træ, men give dem en facade af genbrugsmursten Foto: Jakobsen Huse

De undersøger nemlig muligheden for at bygge husene af træ som de plejer, og så give dem en facade af genbrugsmursten for at imødekomme lokalplanernes krav herom uden at gå særlig meget på kompromis med bæredygtigheden.

- Det er en klimaskærm. Det er udelukkende for at imødekomme kommuner, kreditforeninger, banker og lignende, siger direktør og ejer af Jakobsen Huse, Maria Jakobsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ekspert i arkitektur, byggeteknik og huseftersyn ved Bolius Henrik Bisp mener, at det er en god idé at gå på kompromis.

Det gør det mere spiseligt for kommunen og er med til at skubbe processen i den rigtige retning, og så endda uden at husene bliver markant mindre bæredygtige.

- Det samme hus med en teglfacade vil kun være marginalt mindre bæredygtigt. Vi må håbe, at kommunerne over tid vil se en efterspørgsel på bæredygtige huse stige, så de må revurdere deres lokalplaner, siger Henrik Bisp til TV2 ØSTJYLLAND.

kræft2

Kræftramte børnefamilier frygter at skulle til København

Irma Mogensen har sammen med seks andre kvinder lavet en bog om livet samt madopskrifter fra deres liv

Livskloge damer vil have unge til at forstå de gamle retter

Lige nu
20200929-160321-l_68mb.jpg

liveblog COVID-19 LIVE: Danmark kan modtage de første vacciner om kort tid

118243415_1037632156654418_3697383581706940053_o

playAarhus-rapper blev lagt i håndjern ’uden grund’: - Politiet bør bære kropskameraer

20200929142912269_1000.jpg

Sundhedsministeriet holder pressemøde om vaccinationsindsats mod COVID-19

IMG_4734

Kvinde er dødssyg af kræft – men hun kan ikke få kørsel til hospitalet