Kiosker med opråb ovenpå forbrugerfest
Pakkeshopper, kiosker og posthuse drukner i pakker frem mod jul og Black Friday, som har fået mange forbrugere til lommerne.
Julen og Black Friday nærmer sig.
Det lægger pres på pakkeshopper i hele Østjylland, som er ved at drukne i pakker. Derfor har mange butikker en bøn til kunderne.
- Det her er fuldstændig vanvittigt, jeg kan ikke være nogen steder. Budskabet er enkelt - find herned i en hulens fart, lyder det fra Kenneth Therkildsen fra Superbrugsen i Spentrup nord for Randers i en Facebook-video.
I Hovedgård holder kiosken Stoppestedet ekstraordinært åbent på søndag, så forbrugere kan komme og afhente pakker i et længere tidsrum, og forretningen Mehr i Gedved har med en video af et overfyldt lager på Facebook bedt om hjælp.
"Please kom og hent den hurtigst muligt," skriver butikken.
Hos Skæring Nærkøb nord for Aarhus hober pakkerne sig også op og breder sig helt ind i selve kiosken, og der kommer hele tiden flere. Derfor opfordrer butikken på det kraftigste også til, at kunderne får hentet pakkerne.
Udlodder 5000 kroner
Postnord oplever den stigende tendens hvert år, efter at black friday nærmere er blevet black week.- Perioden omkring Black Friday og jul er vores travleste tid på året. Derfor opfordrer vi til, at man henter sine pakker hurtigst muligt, så vi sikrer, at så mange som muligt har mulighed for at få udleveret pakker på deres foretrukne udleveringssted, siger Helle Nielsen, chef for Retail i Postnord.
Postnord har lavet en konkurrence, hvor alle, som afhenter deres pakke inden for 24 timer, er med i konkurrencen om et gavekort på 5000 kroner.
På den måde håber Postnord at give deres pakkekunder incitament til at hente deres pakker hurtigere. Konkurrencen kører frem til den 18. december.
Se eksempler på kiosker og pakkeshopper, der drukner i pakker herunder: