Populært tøjmærke siger 'nej tak' til Black Friday

Black Friday er blevet til en hele uge og nogle steder en hel måned. Tilbuddene står i kø, men ikke hos det aarhusianske tøjmærke Lakor Soulwear.

Folkene bag LAKOR har altid insisteret på at gå deres egne veje. Det gør de også, når årets største udsalgsdag Black Friday løber af stablen fredag i næste uge.

I gennemsnit forventer danskerne at bruge 2000 kroner på Black Friday, viser en undersøgelse foretaget af PwC og Opinium.

Men der bliver ikke udsalg hos LAKOR, der blandt andet har butik i Graven i Aarhus. Det fortæller medstifter Kasper Aamand Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er fordi, vi er en tøjvirksomhed, der gerne vil være ansvarlig i både produktion og i forbrug, siger han.

quote Vi synes grundlæggende, at vi har fornuftige priser året rundt

Kasper Aamand Petersen

LAKOR holder i stedet Slack Friday, der kort fortalt betyder, at de ikke har nogle tilbud, men inviterer kunderne ind til en slapper og en kop gratis kaffe og lakridspibe.

- ”Køb det du har brug for” er tanken bag. Vi vil gerne være det modsatte af fast Fashion, med kvalitetsprodukter der holder i lang tid, siger han.

I Undersøgelsen fra PwC og Opinium svarer en stor del af de adspurgte, at de håber at kunne spare penge på julegaver. Men det bliver heller ikke hos LAKOR.

LAKOR har en firmapolitik om, at tøj skal have været til salg i otte måneder, før det må komme på tilbud. Det er derfor kun tøj, der er på vej ud af kollektionen, der kommer på tilbud.

- Den primære grund er, at vi ikke ønsker at overproducere og samtidig gerne vil være transparente overfor vores kunder med henblik på vores priser, siger Kasper Aamand Petersen.

Sælger det meste til prisen 

Virksomheden har to årlige tilbud samt live events i butikkerne med restvarer, hvis der er noget at sælge. I efteråret 2021 havde de så lidt tøj tilbage på lager fra deres kollektion, at der ikke var noget at sætte på udsalg på webshoppen. 

Der var dog restvarer og vareprøver at finde i butikkens årlige Gårdmarked. Og det passer folkene bag fint.

- Vi producerer efter, hvad vi forventer at kunne sælge til fuld pris. I 2021 var 95% af vores solgte varer til fuld pris. Vi kunne godt producere noget mere, så vi havde nogle varer at sætte på tilbud hele året. Men det er ikke den forretningsmodel, vi ønsker at drive virksomhed på, siger Kasper Aamand Petersen.

Et andet argument er ifølge LAKOR, at det sender et dårligt signal til deres kunder, at man den ene uge kan købe en vare til fuld pris, og så kan de se det samme produkt på tilbud ugen efter.

- Vi synes grundlæggende, at vi har fornuftige priser året rundt. Vi har sat prisen efter den kvalitet, vi producerer, siger Kasper Aamand Petersen, medstifter i LAKOR.