Januar fortsætter med regn og efterårslignende vejr
Det milde og regnfulde vejr fortsætter fredag og i weekenden, hvor lørdag bliver eneste dag med tørvejr.
Selv om kalenderen viser januar, har det vinterlige vejr lange udsigter i Danmark.
Det siger vagthavende meteorolog hos DMI Frank Nielsen.
Fredag bliver ligesom torsdag en rigtig regnvejrsdag med op mod ti millimeter regn.
- Der er et lavtryk, der passerer hen over os, som giver masser af regn, særligt i den sydlige og østlige del af landet, siger Frank Nielsen.
Temperaturerne vil fredag ligge mellem otte og ni graders varme med en svag vind. Kun i Vendsyssel i Nordjylland vil det blæse mere, hvilket også giver en koldere luft.
Kan vi klare mere regn? 😉Endnu en våd dag venter især i de sydlige og østlige egne af landet. ☔️ Lavtryk passerer fra sydvest, og det blæser efterhånden op fra nord med koldere luft 💨 pic.twitter.com/lDBnfnIrFc
— DMI (@dmidk) January 10, 2020
Mest tørt lørdag
Weekenden bliver dog ikke kun regnfuld.
- Lørdag bliver weekendens bedste dag med mere tørt vejr, siger Frank Nielsen.
I den nordlige del af landet kan det regne en smule. Temperaturerne vil ligge mellem fem og otte grader.
Lørdag aften begynder det ifølge DMI at blæse op fra sydvest, hvilket ender i regn natten til søndag.
Derfor vil de fleste danskere også vågne til regn søndag morgen, hvor der kan falde mellem tre og fem millimeter.
I løbet af søndagen klarer det op, og der kan komme sol flere steder. Temperaturerne bliver varmest i den vestlige del af landet med ni grader, mens den i resten af landet vil ligge mellem seks og ni grader.
Varmt for årstiden
Vinteren ligger heller ikke lige i horisonten, siger Frank Nielsen.
- Det skyldes ekstremt koldt vejr i det nordøstlige Canada, der rammer det varme vejr over Atlanterhavet, siger han.
- Det skaber et lavtryk op over Island, der tager det varme luft ude fra Azorerne og blæser det ind over De Britiske Øer og det nordlige Skandinavien, siger han.
Den vejrsituation ser ud til at blive ved i den næste stykke tid, siger Frank Nielsen.
Januar har indtil videre været varm for årstiden. Gennemsnitstemperaturen for januar ligger på to til tre graders varme.