Østjyllands Politi opretter nyt hotspot

Østjyllands Politi opretter fra søndag hotspot på Saksild Strand, efter at der lørdag har været en stor sammenstimlen af mennesker.

- For at mindske risikoen for smittespredning opretter vi derfor nu et hotspot på stedet, lyder det fra politiinspektør Martin Løye.

Den høje sol trak lørdag rigtig mange mennesker til Saksild Strand øst for Odder. 

Det får nu Østjyllands Politi til at oprette hotspot på stranden fra klokken 8 søndag morgen.

Læs også Strand fyldt til bristepunktet: Politiet overvejer nyt hotspot

- Det gode vejr har fået mange mennesker til vandet, og vi har desværre oplevet alt for mange mennesker, der har ligget alt for tæt på Saksild Strand i løbet af lørdag. For at mindske risikoen for smittespredning opretter vi derfor nu et hotspot på stedet, siger politiinspektør Martin Løye i en pressemeddelelse.

Læs også Fortsat flere smittede: 79 nye tilfælde i Aarhus siden fredag

Politiet kommer til at markere hotspottet tydeligt med skilte, der gør folk opmærksomme på, at de befinder sig ved et hotspot.

Det betyder, at politiet har mulighed for at oprette opholdsforbud, hvis der fortsat er så mange samlet, at det kan udgøre en særlig smitterisiko. 

Hotspots i Østjylland

Hotspottet er det fjerde i østjyllands politikreds, der er oprettet i forbindelse med det gode vejr.

I alt er der hotspots i følgende fire områder:

  • Den Permanente
  • Bellevue
  • ”Den spanske trappe” ved Immervad
  • Saksild Strand

Ved alle hotspots vil der være ekstra tilsyn, men Østjyllands Politi patruljerer rundt i hele kredsen og holder øje med steder, hvor der er mange mennesker.

Hos Østjyllands Politi mærker de tydeligt, hvordan folk stimler sammen, når vejret bliver varmt. Derfor opfordrer de til, at man finder alternative løsninger:

Læs også Hvilken type mundbind skal du købe? Få svaret her

- Den sidste tid har vi desværre set en markant stigning i smitten med coronavirus, og vi vil derfor kraftigt appellere til, at folk tager det her alvorligt. Hold jer fra de steder, hvor der er mange i forvejen eller bliv hjemme i haven. Vi har et fælles ansvar for, at der ikke spredes yderligere smitte, siger politiinspektør Martin Løye.