Endnu en ø ramt af vaccinationsproblemer: - De har begge takket nej
Det er ikke kun de ældre på Anholt, som skal ud på en længere rejse for at få vaccinen mod Covid-19. For de ældre på Tunø er problemet det samme, lyder det fra formanden for beboerforeningen.
I fredags kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle, at fem ældre borgere på Anholt havde sagt 'nej tak' til Covid-19 vaccinen, da det ville betyde, at de var tvunget til at tage den lange tur fra Anholt til Randers - og tilbage igen for at få den. Også selvom de egentlig gerne ville.
Nu lyder det fra formanden for beboerforeningen på Tunø, at der også her er problemer i forbindelse med vaccinationen mod corona. På øen bor der nemlig to ældre borgere over 90 år, der ligesom borgerne på Anholt, ifølge ham er tvunget til at tage til fastlandet for at blive vaccineret.
- De har fået tilbudt vaccinen, men indtil videre har de begge takket nej, siger Claus Døssing til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
For at få vaccinen kræver det nemlig, at de tager til Aarhus. En tur, som ifølge Claus Døssing er alt for lang for dem.
- Det vil være tåbeligt at sende dem med færgen. Det tager en time over til fastlandet og en time tilbage, og så skal de også vente på færgen derovre. De har hver deres skavanker, så det har de ikke mulighed for, lyder det fra ham.
Læs også
Claus Døssing fortæller desuden, at der kun er to afgange til og fra Tunø om dagen lige nu, og det udelukker muligheden endnu mere, da det vil kunne betyde, at de ville skulle overnatte på fastlandet.
- De er ældre mennesker, og de har ikke rigtig noget familie på fastlandet, så det vil være noget værre bøvl, siger han.
Vil gerne vaccineres på øen
For at komme problemet til livs har beboerforeningen kontaktet de læger, som normalt besøger øen én gang om ugen for at høre, om de har mulighed for at vaccine, når de alligevel besøger øen. Det vil de gerne, men der er bare et problem, fortæller Claus Døssing.
- De siger, at de gerne vil, men de får jo ikke udleveret vacciner, så det skal de have mulighed for først, siger han.
Fredag erkendte koncerndirektøren hos Region Midtjylland, Ole Thomsen, overfor TV2 ØSTJYLLAND, at tilbuddet til Anholts ældste om at skulle tage til Randers for at en vaccine ikke var god nok. Han fortalte desuden, at man lige nu arbejder intenst på at finde en bedre løsning, hvor vaccinen kommer til øen i stedet.
Læs også
- Det ville være nemmest og billigst at sejle vaccinen over. Men i yderste konsekvens kan vi blive nødt til at se, om vi kan få den fløjet over med helikopter.
- Mit bud er, at senest indenfor den næste halvanden uge er vi færdige med problemstillingen, og så tror jeg, at vi vaccinerer flere end de fem på øen. Måske nogle flere over 80 år, sagde Ole Thomsen, koncerndirektør i Region Midtjylland, søndag.
Vi har i dag søndag igen forsøgt at få fat på koncerndirektøren for at høre, om beboerne på Tunø kan forvente det samme. Det har dog indtil videre ikke været muligt.