Politiker efter tre dage med aflysninger: - Gu' fanden skal letbanen virke

Letbanen stod for tredje dag i træk stille fredag morgen. Det får nu viceborgmester og medlem af Midttrafiks bestyrelse til at kræve en forklaring - og en løsning.

Fredag morgen måtte passagererne på Odderbanen og Grenaabanen endnu engang kigge langt efter letbanen.

Morgentogene var nemlig aflyst på grund af frost på kørelinjerne. Samme melding lød onsdag og torsdag morgen fra Aarhus Letbane.

Både onsdag, torsdag og fredag morgen har letbanen været ramt af aflysninger på grund af frost på køreledningerne.
Både onsdag, torsdag og fredag morgen har letbanen været ramt af aflysninger på grund af frost på køreledningerne.

På Djursland er man godt og grundigt træt af, at den kollektive forbindelsesåre mod Aarhus gang på gang går i stå, lader viceborgmester i Norddjurs Kommune Benny Hammer (K) forstå.

- Det er jo en katastrofe, og jeg synes også, det efterhånden er blevet det, man kan kalde en parodi, siger Benny Hammer.

Direktør: Selvfølgelig ikke okay

TV2 ØSTJYLLAND har fredag talt med Michael Borre, direktør for Aarhus Letbane, og spurgt ham, om det er okay med aflysninger tre morgener i træk.

- Du ved jo godt, hvad jeg vil sige. Det er jo selvfølgelig ikke okay, siger Michael Borre.

De var ikke helt uforberedte på aflysningerne fredag morgen, lader direktøren forstå.

- Vi havde bestilt busser på Grenaabanen i dag, så vi kunne få passagererne ind til Aarhus, siger Michael Borre.

Aarhus Letbanes direktør Michael Borre sætter fortsat sin lid til det smøremiddel, letbanen sidste år indkøbte til køreledningerne.
Aarhus Letbanes direktør Michael Borre sætter fortsat sin lid til det smøremiddel, letbanen sidste år indkøbte til køreledningerne.

I september 2021 annoncerede letbanen, at de nu havde købt et nyt smøremiddel og maskineri til arbejdet, så man i den kolde årstid en gang om måneden kunne få smurt et middel på køreledningerne for at undgå problemer med frost.

Næste påsmøring er i næste uge, fortæller letbanedirektøren, der fortsat sætter sin lid til det nye smøremiddel.

- Det har hidtil også haft en fin effekt. Det er først nu, det giver bøvl denne vinter, siger Michael Borre, der har travlt fra morgenen af.

- Lige nu knokler vi med at få styr på driften. Mere kan jeg ikke sige lige nu. Det er en træls situation, siger Michael Borre fredag morgen.

Træt af søforklaringer

Viceborgmester Benny Hammer giver ikke meget for den forklaring.

- Jeg ved godt, at de har mange søforklaringer hos Letbanen. Det er den samme sang igen og igen. Det kan simpelthen ikke have sin rigtighed, siger Benny Hammer og undrer sig.

- Mig bekendt kører der også letbaner i andre lande, i Norge for eksempel, og der er det også koldt. Jeg synes, det er pinligt, at vi ikke kan få det til at virke, siger Benny Hammer.

Benny Hammer (K) er viceborgmester i Norddjurs Kommune og medlem af bestyrelsen for Midttrafik, som blandt andet har Aarhus Letbane under sine vinger.
Benny Hammer (K) er viceborgmester i Norddjurs Kommune og medlem af bestyrelsen for Midttrafik, som blandt andet har Aarhus Letbane under sine vinger.

Han hæfter sig ved, at passagertallene for letbanen i flere omgange har været genstand for diskussion.

- Jeg forstår godt, at man er skuffet over lave passagertal, men det kan jo ikke undre, for hvem vil købe et produkt, der ikke virker. Kunderne er jo flygtet, fordi det ikke fungerer. Har man først købt en ekstra bil, går der længe, før man skiller sig af med den igen, siger viceborgmesteren.

Også kritik fra borgmester

Foruden at være byrådsmedlem på det nordlige Djursland er Benny Hammer også nytiltrådt medlem af bestyrelsen for det regionale trafiksamarbejde Midttrafik.

Han vil nu tage problemerne med aflyste letbanetog med til bestyrelsen.

- Jeg vil først og fremmest tage en snak med direktøren og så med den øvrige bestyrelse, siger Benny Hammer, som understreger, at letbanen skal fungere.

- Og vi kan jo ikke spole filmen tilbage. Der er spyttet så mange penge i den letbane, så gu fanden skal den virke. Vi ventede først længe på letbanen på Norddjurs, og vi har først lige fået halvtimesdrift morgen og aften, men det er jo ikke meget bevendt, hvis den ikke kan køre, siger Benny Hammer.

quote Der er spyttet så mange penge i den letbane, så gu fanden skal den virke.

Benny Hammer (K), viceborgmester Norddjurs Kommune

TV2 ØSTJYLLAND har også talt med Kasper Bjerregaard (V), borgmester i Norddjurs Kommune. Han er heller ikke tilfreds med ugens aflysninger.

- Det er vi trætte af og det er selvfølgelig utilfredsstillende. Skal letbanen være et værktøj for pendlerne, skal man kunne stole på, at den kører, siger borgmesteren, der fortæller, at kommunen løbende er i dialog med letbanen.

- Og så stoler jeg på, at Benny Hammer gør sin indflydelse gældende, siger Kasper Bjerregaard.

50530-39ae3671.jpeg
50530-39ae3671.jpeg
partibogstav c
Det Konservative Folkeparti Norddjurs kommune
Benny Hammer
Født 31/8/1960 , Planteskoleejer
50538-2e8f155c.jpeg
50538-2e8f155c.jpeg
partibogstav v
Venstre Norddjurs kommune
Kasper Juncher Bjerregaard
Født 3/3/1974 , Chefkonsulent